Det er forhåbentligt velkendt, at man ikke må tage sten med hjem som souvenir fra græske eller ægyptiske oldtids-minder.
Man må jo heller ikke tage vilde blomster eller dyr med i bagagen fra ferierejsen i troperne. Den slags kan koste dyrt, hvis man bliver opdaget.
Til gengæld er der nok ikke så mange, som er klar over, at man kan lande seks år i et italiensk fængsel for at stjæle nogle kilo originalt sand fra en strand på Sardinien.
Ikke desto mindre er det den aktuelle udsigt for et fransk ægtepar i fyrrerne. De trodsede skiltning med advarsler overalt på den italienske ø i Middelhavet og prøvede at smugle 40 kilo sand i 14 plastikposer – gemt af vejen i deres bils bagagerum.
Uheldigvis blev de taget ved færgen og står nu til et par dage i arresten og mindst 3.000 euro i bøde. Hvis den lokale dommer på Sardinien ikke kan lide dem, risikerer de en fængsels-straf på tre år.
Indbyggerne på den smukke ø er meget ”touchy” med hensyn til deres natur. De opfatter tyveri af sten, planter, sand og muslinge-skaller som en alvorlig forbrydelse.
Det er som at stjæle fra fremtidige generationer af mennesker på Sardinien, som en lokal politimand udtrykker det til flere italienske medier.
Sandet fra Sardinien er åbenbart særlig eftertragtet. Ifølge den engelske tv-station BBC bliver det solgt til høje priser over internet.
Smugleriet foregår både i biler, på både og med fly. I de seneste 10 år har myndighederne i Sardiniens lufthavn konfiskeret over 10 tons sand, som var på vej ud af øen – så at sige med vinger på.
Italien har dog også positive historier med sit sand. I 2016 sendte en ældre dame, der havde stjålet lyserødt sand fra Sardiniens lille nabo-ø Budelli, sine tyvekoster retur med posten.
Hun havde set artikler og tv-udsendelser om sandet og fik dårlig samvittighed. 29 år efter, at hun havde taget det med som souvenir….
Skriv et svar