Icelandairs Boeing 767 flyver normalt i rute fra Reykjavik til større lufthavne i USA og Nordeuropa. København er en af de mest benyttede destinationer.
Forleden dag var Icelandair helt uden for sine velkendte ruter. Da lod islænderne nemlig en af deres 767’ere tage det lange nonstop hop fra Shanghai i Kina til Keflavik lufthavnen ved Reykjavik.
Med ombord havde det to-motorede jetfly ingen betalende passagerer. Kun et ekstra sæt piloter og nogle få stewardesser sad på de forreste rækker i Business Class.
Alle sæder på Economy var dækket med plastik-folier og derefter fyldt med papkasser, der indeholdt 18 tons medicinske værnemidler mod COVID-19. Ansigtsmasker, beskyttelses-dragter, visirer og test-kits til at kontrollere islændere med.
Efter 9.000 kilometer sluttede Icelandair piloterne på Flight FI 1725 med at flyve en helt særlig rundtur over Reykjavik.
De ”tegnede” et hjerte på himlen som hilsen til personalet på Islands to store hospitaler, der fra 2023 bliver langt sammen til et nyt super-sygehus efter dansk mønster.
De ville takke læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale for deres store indsats i kampen mod Corona virussen. En kamp, som Island ser ud til at have klaret bedre end mange andre lande med kun 10 døde og 1.798 registrerede Corona patienter.
Piloterne havde på forhånd trænet i simulator og programmeret Boeing’ens autopilot, så den kunne manøvrere flyet igennem den hjerte-formede rute.
Jeg ved ikke, hvor mange islændere der havde mulighed for at følge flyet på himlen over Reykjavik med det blotte øje. Nok ikke så vildt mange.
De kunne i stedet sætte sig foran deres computer eller åbne deres mobiltelefon og se hjertet blive tegnet via websiden Flightradar24.com. Her kan man holde øje med alle civile ruteflys kurs på position.
Hjertet på himlen var nok den mest positive historie, som Island kunne levere om sin luftfart i den forløbne uge.
Den var ellers præget af, at Icelandair må fyre 2.000 af sine knap 5.000 medarbejdere som følge af Corona krisen.
Icelandair er desuden et af de flyselskaber, der er særlig hårdt ramt af start-forbuddet mod Boeings 737 MAX fly. Det har kostet islænderne mange penge, at de ikke har kunnet bruge sine helt nye MAX-maskiner i over et år nu og i stedet måtte kort-tids-leje fly fra andre selskaber for at fylde hullerne i fartplanen….
(Indledningsfoto: Flightradar24)
Skriv et svar