De fleste har det med, at der er storbyer og turist-attraktioner i verden, som man absolut skal have besøgt. Alle andre har jo også været der-
Ofte sker der blot det, at man bliver skuffet, når man endelig er der: Storbyernes popularitet gør, at de er overfyldt med turister, priserne skruet voldsomt i vejret, støjen ikke til at holde ud, eller man vader rundt i snavs og affald.
I dag vil jeg følge op med en liste over de ni mest skuffende storbyer i verden, som den engelske bagage-opbevarings-kæde Bounce har lavet.
Med tusinder af kunder i butikkerne hver dag er Bounce’ medarbejdere ofte de første til at høre rejsendes erfaringer med storbyer. På godt og ondt.
Dermed bryder jeg også lidt traditionen med, at Trends & Travels mange hitlister handler om de bedste, smukkeste, reneste, travleste steder i verden, man bør besøge – eller flyselskaberne med den fornemste service.
Selvfølgelig kan en mislykket ferie eller forretningsrejse skyldes ting, som storbyen ikke selv kan gøre for. Det kan f.eks. være dårligt vejr, en kompliceret flyvetur eller skænderier med sin rejsepartner.
På den anden side har destinationen meget ofte medskyld. F.eks. når den slet ikke er så smuk og indbydende og turist-venlig, som billeder i brochurer og på internet lover.
Ved hjælp af rejse-portalen Tripadvisor har Bounce fundet de 100 mest besøgte storbyer i verden og tjekket, hvordan bedømmelserne ser ud for hver eneste af dem. Her er så de ni rejsebyer, der skuffer flest besøgende:
- Paris
- New York
- London
- Istanbul
- Milano
- Wien
- Los Angeles
- Antalya
- Rom
Bounce baserede sin analyse på de 100 mest besøgte turistbyer i verden, som hvert år offentliggøres af Euromonitor. Toplisten fra 2019 blev benyttet, da den indeholder de seneste tal for et normalt rejseår. Tallene for 2020 og 2021 vil være belastet af rejse-restriktioner, der ikke fortæller noget om byernes kvalitet.
Bounce har også udelukkende kigget på antallet af fem-stjerne bedømmelser af seværdigheder, som Tripadvisors millioner af brugere har afgivet.n
Analytikerne har derfor ikke taget hensyn til andre vigtige detaljer, som gør en storby værd at besøge. Det er f.eks. indbyggernes venlighed, kvaliteten af restauranter eller, hvor nemt det er at komme rundt på grund af trafikken.
Til sidst nogle flere detaljer om hver af de skuffende storbyer på hitlisten:
Knap 20 millioner gæster udefra besøgte årligt Paris før pandemien, men ikke engang en femtedel af de 8.000 attraktioner i den franske hovedstad fik topkarakter. Dermed er Paris den mest overvurderede rejse-storby i Bounce’ analyse.
New York på den triste andenplads har ganske vist masser af teatre, museer og andre turist-attraktioner. Alligevel får kun 25 procent af dem fem stjerner hos Tripadvisors brugere. New York er alligevel en superspændende by og besøges i gode år af 14 millioner turister.
Med 20 millioner besøgende om året og 8.400 attraktioner ligger London helt i top. Desværre giver kun knap en fjerdedel af bedømmerne topkarakter stjerner til den britiske hovedstad. Årsagerne er bl.a, at mange seværdigheder er meget dyre.
Istanbul har 15 millioner turister og over 4.000 attraktioner at vise den. Kun 24 procent af dem får dog fem stjerner.
Milanos godt 3.000 seværdigheder får typisk besøg af 6,6 millioner udlændinge hvert år. 16 procent af byens seværdigheder henter topkarakter.
Wien har 2.018 attraktioner, hvoraf de 20 procent får de besøgende til at give fem stjerner. Inden Corona havde den østrigske hovedstad 6,6 millioner turister om året.
Med godt syv millioner internationale besøgende overgår Los Angeles både Wien og Milano. Til gengæld kan kun 630 af storbyens 2.666 seværdigheder smykke sig med fem stjerner.
Antalya har med 700 attraktioner langt de færreste ”hot spots” blandt de mest overvurderede byer i verden. Til gengæld rejste over 13 millioner turister til den tyrkiske badeby. 29 procent af seværdighederne fik topkarakter.
Endelig er der Rom, der havde 10 millioner udenlandske turister i 2019 – før pandemien. Af den italienske hovedstad knap 6.000 attraktioner fik 29 procent fem stjerner….
(Indledningsfoto af Paris – WalkerSSK / Pixabay)
Skriv et svar