Efter pinsens kaotiske tilstande i flere lufthavne, hvor masser af afgange måtte aflyses, og passagerer stod i kø i timevis, tager to af dem nu konsekvenserne.
Gatwick i London og Schiphol i Amsterdam sætter loft over, hvor mange starter og landinger de vil og kan håndtere hen over sommeren.
For Gatwicks vedkommende er det 825 i døgnet og 850 flyvninger i august. Schiphol bruger en anden udregning: Nemlig højst 67.500 passagerer på de travleste dage i juli og op til 72.500 i august.
Begge lufthavne – og med dem de fleste andre i Europa – har problemer med at skaffe uddannet personale nok til at håndtere vigtige funktioner som f.eks. check-in og sikkerheds-kontrollen.
I forbindelse med Corona pandemien fyrede lufthavne personale i tusindvis, og dem står de og mangler nu, hvor de rejsende er vendt tilbage.
Problemet er blot, at de tidligere ansatte ikke har stået og ventet på at blive kaldt tilbage. I stedet har de skaffet sig nye og måske bedre betalte jobs i andre brancher.
Lufthavnene må så begynde forfra med at uddanne helt nye folk og samtidig få dem sikkerheds-godkendt hos myndighederne.
Det tager tid, og det er præcist, hvad lufthavnene mangler i i øjeblikket. Gatwick har ansat 400 nye medarbejdere, men det er slet ikke nok.
I pinsen var Gatwick det rene kaos. Lufthavnen, der især er kendt for mange lavpris-flyselskaber, havde flere hundrede meter lange køer i afgangshallen og foran Security. Britiske medier beskrev situationen som det rene kaos.
Gatwick fortæller ikke, hvor mange planlagte sommer-afgange der vil blive streget med det nye loft over daglige flyvninger. Lufthavnen vil kun sige, at det overvejende antal vil blive gennemført.
I den store hollandske Schiphol lufthavn var kaos måske endnu større. Her blev den uventet store pinsetravlhed forstærket af, at lufthavnens ene start- og landingsbane var under reparation.
Pinse-lørdag måtte det hollandske flyselskab KLM derfor tage konsekvensen, at alle flyvninger til og fra Schiphol blev aflyst et helt døgn. ”For at sikre, at situationen i lufthavnen for både passagerer og ansatte kunne håndteres,” som det hed.
I dag meddeler Schiphol så, at man må begrænse sin trafik i de to sommermåneder juli og august: Et stramt arbejdsmarked gør det umuligt at skaffe det antal nye medarbejdere, som lufthavnen har brug for.
Desuden har Schiphol i dialog med flyselskaberne opdaget, at der i gennemsnit var 13.500 for mange sæder i flyene, end lufthavnens Security kunne overkomme.
”Hvis vi ikke griber ind nu med begrænsninger, vil det betyde uoverskueligt lange køer og mange rejsende, der ikke vil komme med deres fly. Det ville være en usikker situation for både passagerer og medarbejdere i lufthavnen,” forklarer Schiphols topchef Dick Benschop.
Hvor kollegerne i Gatwick har lagt et fast loft over trafikken, lader Schiphol det accepterede passagertal variere fra dag til dag. På de forventet travleste dage er det 72.500.
I Københavns Lufthavn har man haft samme problem som i Gatwick og Schiphol. Modsat briterne og hollænderne mener Danmarks største lufthavn dog at have fuld styr på tingene:
Inden skolernes sommerferie vil Københavns Lufthavn være oppe på fuld bemanding i de kritiske flaskehalse som f.eks. sikkerhedskontrollen.
Der vil stadig kunne opstå mindre køer på de mest travle tidspunkter, men sådan har det altid været. Hvis passagerer kommer i god tid og forbereder sig hjemmefra med f.eks. online check-in, kan alle være med til at få trafikken gennem lufthavnen til at løbe mere gnidningsfrit….
(Indledningsfoto til artiklen: Gatwick Airport)
Skriv et svar