Mindre end to uger, efter at Venedig som den første større by i verden indførte indgangs-billetter for turister, har byrådet gjort sin første status.
På de første 11 dage med afgiften på fem euro for én-dages turister er der flydt over 975.000 euro eller ca. 7,4 millioner danske kroner i Venedigs slunkne pengekasse.
Siden den 25. april, hvor afgiften blev indført under stor medie-bevågenhed, har 195.000 turister betalt via deres mobiltelefon.
Dertil skal nok lægges et antal, som enten ikke har kunnet finde ud af Venedigs nye online system med stregkoder eller har taget chancen for at spare de knap 40 kroner.
Den første test-periode for billetten udløb egentlig den 5. maj, men periode to begynder i dag på Kristi Himmelfartsdag.
Herefter er det planen, at entreen opkræves hver lørdag og søndag hen over sommeren. Mellem kl. 08:30 om morgenen og 16:00 om eftermiddagen.
På andre tidspunkter af weekenden samt på ugens hverdage er det fortsat gratis at besøge den berømte laguneby som én-dages turist.
Overnatter man i Venedig på f.eks. hotel, skal man heller ikke betale éntre. Her opkræves i stedet en hotelskat.
Indtil videre har udgifterne til at bygge det nye billetsystem været højere end indtægterne. Det venter Venedig vil ændre sig om få uger.
Pengene fra billetterne skal bruges til at vedligeholde og restaurere Venedigs gamle bygninger, broer, gader og kanaler, som millioner af turister slider hårdt på hvert år….
(Indledningsfoto til artiklen: Chait Goli / Pexels)
Skriv et svar