USA får et nyt femte-største flyselskab, når de to lavpris-selskaber Spirit og Frontier slår kludene sammen. Fusionen ventes gennemført til efteråret, når og hvis de amerikanske konkurrence-myndigheder godkender den.
Med sammenlægningen kan de to ”mellemstore” Spirit og Frontier komme op og bide skeer med USA´s ”Big Four” i luften. Det er American, Delta, United og verdens største lavprisselskab Southwest.
I øjeblikket er Spirit ottende-størst og Frontier Airlines nummer ni på det amerikanske. Tilsammen vil de gennemføre over 1.000 flyvninger om dagen til 145 lufthavne i 19 lande.
De to ”turtelduers” fly- og ruteplaner passer fint sammen. Begge flyver udelukkende mindre Airbus A320 fly, og en fusion skal give 500 millioner dollars i direkte besparelser. Disse penge skal bruges direkte til at forbedre ruter, service og presse billetpriserne yderligere, lover Spirit og Frontier.
På det amerikanske marked er det meget mere almindeligt end i Europa, at flyselskaber køber hinanden op. En del selskaber – ikke mindst Ryanair – venter, at vi vil få en lignende udvikling at se efter Corona.
De tre største flyselskaber i USA er tillige også blandt verdens største. American, Delta og United er såkaldte ”full service” leverandører, mens de fleste lige under dem i størrelse er discount.
Efter Southwest Airlines og nu det kombinerede Spirit og Frontier er det selskaber som JetBlue Airways. Allegiant og Alaska Airlines.
De nyforlovede har endnu ikke offentliggjort deres kommende fælles efternavn. Med andre, om vi fremover fortsat vil se gule Spirit-fly, lyseblå Frontiers eller noget helt tredje….
(Indledningsfoto til artiklen: Spirit Airlines)
Skriv et svar