Som det første af de store krydstogt-rederier har Norwegian Cruise Line (NCL) besluttet at droppe Venedig helt fra sine sejlplaner her i 2024 og i 2025
Det sker, efter at Venedig for snart tre år siden erklærede sine vandveje som ”nationale monumenter”, der skal beskyttes på linie med berømte bygningsværker.
Erklæringen betød, at store krydstogtskibe blev forbudt i Venedig, hvor de tidligere måtte ankre op helt inde i kanalerne i byens historiske centrum.
Siden 2021 har Norwegian Cruise Lines skibe ligget i en industri-havn ca. 40 kilometer fra Venedig og færget sine passagerer ind til den flydende by med mindre både.
Den løsning mener verdens næst-største krydstogt-rederi ikke længere er holdbar. Så hellere sejle uden om Venedig.
Norwegian Cruise Line vil hellere ændre sine sejlplaner for 2024 og i stedet anløbe andre havne i området som f.eks. Ravenna i Italien, Koper i Slovenien eller Rijeka og Zadar i Kroatien.
I 2025 vil Venedig så enten blive erstattet af enten en ekstra dag til søs eller besøg i en havn i nærheden. Hvilken er endnu ikke afgjort.
Større krydstogt-rederier har håndteret Venedigs ønske om færre turister på flere forskellige måder:
MSC Cruises ankrer f.eks. op i Marghera, som ligger på den anden side af Venedig bugten.
Holland America Line og Princess Cruises stopper i Trieste tæt på grænsen til Slovenien, mens Royal Caribbean og Celebrity Cruises lægger til i Ravenna, der befinder sig 2,5 timers buskørsel fra Venedig.
Venedig forsøger på flere måder at begrænse over-turismen, der både belaster byen rent fysisk og har skræmt de fleste af de faste beboere væk.
I slutningen af april indfører Venedig således en adgangs-billet på fem euro, som alle én-dags turister skal betale. Desuden begrænses størrelse af de turist-grupper, der må besøge byen til sommer….
(Indledningsfoto til artiklen: Wolfgang Moroder / Wikimedia)
Skriv et svar