Den hollandske charter-rejse-specialist Sunweb har store ambitioner på det danske marked. Næste store lokkemad for danskere skal være krydstogter til gode priser.
Som de øvrige rejse-arrangører satser Sunweb på pakkerejser til det sydlige Europa og Middelhavet her i sommer-perioden, mens den står på skiferier med fly og bus til Alperne i vinter-halvåret.
Krydstogter bliver det nye tredje ben for Sunweb, som i første omgang introduceres i Danmark, Holland og Belgien.
Ifølge Sunweb er efterspørgslen efter krydstogter steget enorm i de senere år. I dag er sejladserne det hurtigst voksende segment i rejsebranchen. Især er det familier med børn, som har opdaget krydstogter som en fin måde at tilbringe ferien på:
”Når man siger krydstogter, er der rigtigt mange af os, der straks tænker på, at det er meget dyrt. Det behøver sørejsen dog slet ikke at være. Det vil vi være med til at bevise,” siger Martin Faber Smidstrup. Han er country manager for Sunweb i Danmark.
Sunweb har lavet aftaler med en række af de store krydstogt-rederier. De tilbudte rejser går til Middelhavet, Karibien og Skandinavien. Booking er åbnet.
”Under Corona pandemien oplevede vi, hvordan mange danskere fik øjnene op for nye rejsemåder. F.eks blev besøg på de små danske øer meget populære,” forklarer Martin Faber Smidstrup.
”Som rejse-arrangør skal vi hele tiden være på forkant med kundernes ønsker og nye trends. Krydstogter er en af dem. Mere bæredygtighed på rejsen er en anden. Derfor skal vi være klar til at tilbyde alternativer til den klassiske solferie med fly. Det kan være med skib, tog eller noget tredje,” fortsætter han….
(Indledningsfoto til artikel: Alonso Reyes / Unsplash)
Skriv et svar