For 14 dage siden skrev jeg her på Trends & Travel om, at EU har stoppet liberaliseringen af væske-reglerne til flyrejser frem til i hvert fald den 1. september.
Det betyder, at en række lufthavne, som har investeret i nye CT-skannere i deres Security, ikke får glæde af deres nye teknologi.
Den ville ellers betyde, at passagerer kunne tage væske-beholdere på op til 330 milliliter med i håndbagagen.
Desuden behøver man ikke længere tage overtøj og bælte af, tømme lommerne og tage laptoppen ud af bæretasken. I hvert fald teoretisk.
Ifølge EU har praksis vist, at mange af de CT-skannere, som lufthavne har installeret, indeholder uacceptable fejl. Især gælder det skannere af et bestemt fabrikat.
EU har derfor krævet, at alle nye CT-skannere i Europas lufthavne skal efter-kontrolleres. En opgave, der sagtens kan tage nogle måneder – og datoen 1. september næppe kan holde.
I mellemtiden vender reglerne til de gamle, som gjaldt før april i år. Det vil sige, at kun små væske-beholdere med maksimalt 100 milliliter må komme med flyene.
Desuden skal alle shampoo’er, parfumer, cremer osv. kunne passe i en gennemsigtig plasticpose på en liter, som kan lukkes.
Selvom EU vil acceptere de 330 milliliter igen, når alle CT-skannere er tjekket og repareret, reagerer lufthavne irriteret på EU’s frem og tilbage politik.
Den forvirrer passagerer og vil være med til at sætte tvivl ved, om den nye teknologi er så god og sikker, som lufthavnene har reklameret med.
Computer Tomografien i de nye CT-skannere skal nemlig gøre det muligt at tage et 3-D billede af bagagen og på den måde identificere indholdet af beholdere.
I Danmark eksperimenterer Københavns Lufthavn med de nye skannere og har nogle få af dem kørende. Først i 2026 skal alle de gamle skannere være afløst i sikkerheds-kontrollen.
Helt anderledes i f.eks. Storbritannien skal samtlige lufthavne være gå over til den nye teknologi inden nytår.
I Holland har man for længst indført moderne CT-skannere overalt. Hollændere var også først til at åbne for større væske-beholdere i passagerfly.
Frem til den 1. september gælder nu de nye gamle 100 milliliter regler i alle lufthavne i EU samt i Norge, Schweiz og Island.
Reglerne om de små 100 milliliter flasker blev i øvrigt indført i 2006, efter at myndighederne havde stoppet en række planlagte terror-angreb på rutefly.
Ved hvert angreb skulle benyttes halv-liters sodavands-flasker med flydende sprængstof….
(Indledningsfoto til artiklen: Munich Airport)
Skriv et svar