Det kan godt være, at Danmark og EU forleden dag åbnede op for rejser til Australien og besøg af indbyggere nede fra ”down under.”
Det er bare ikke helt så nemt, som det lyder.
Australien er nemlig voldsomt angst for at få en Corona bølge nummer to ind over landet.
Derfor skal alle udlændinge, der rejser ind i landet, gå i 14 dages karantæne straks efter ankomsten. De vil blive kørt direkte fra lufthavnen til specielt isolerede bygninger i den by, de ville besøge.
Så er det meste af ferien ødelagt, når man skal sidde i to uger og kukkelure på et hotelværelse eller i en feriebolig, man ikke må bevæge sig uden for.
Fra næste uge bliver rejsen til Australien endnu mere speciel:
Da må alle fly til Sydney nemlig kun have 50 udenlandske passagerer ombord. Ligegyldigt, om de egentlig har plads til 200, 300 eller over 400 som f.eks. en Airbus A380.
Det skyldes, at Sydney og omegn er ved at løbe tør for karantæne-boliger. Lige nu sidder godt 5.000 udlændinge i isolation i den populære storby.
Sundheds-ministeriet i den australske delstat New South Wales, hvor Sydney ligger, har begrænset antallet af udenlandske rejsende til maksimalt 450 om dagen.
Alene i fredags ankom 14 udenlandske passagerfly til Sydneys Kingsford Smith International Airport.
Australiens eget store flyselskab Qantas er slet ikke medregnet i det tal. På grund af Corona-faren har Qantas stopper alle sine internationale ruter indtil udgangen af oktober. Kun New Zealand er undtagelsen, der bekræfter reglen….
(Indledningsfoto til artiklen: Liam Pozz / Unsplash)
Skriv et svar