De fleste danskere husker Petter Stordalen som den flamboyante norske milliardær, der reddede vores national-klenodie Spies fra konkurs for nogle år siden.
I mellemtiden er det gået op og ned for Stordalens Strawberry koncern, der omfatter både en masse hoteller, et charter-rejse-imperium, investeringer i rederier og meget andet.
Som alle andre i rejse- og turist-branchen var Stordalen hårdt ramt af Corona pandemien. De triste dage synes dog at være helt glemt nu om dage.
I går kunne den ambitiøse nordmand nemlig meddele, at han vil eksportere sin svenske succes med Hobo konceptet for livsstils-hoteller til andre lande.
I København søger Stordalen og co. med lys og lygte efter en velegnet adresse, mens Hobo allerede er undervejs i Helsinki og Oslo.
Hobo-nyheden kom samtidig med, at Stordalen fortalte, at han via sin Nordic Choice Hotels kæde vil investere et milliard-beløb i at renovere og opgradere Helsinkis kendte Hotel Kämp til den absolutte luksus-klasse.
Hobo er kendetegnet ved en lidt rebelsk og meget urban fremtræden, der f.eks. bygger på pop-up klubber og mikro-bryggerier. Traditionelle concierger i receptionen og restauranter med ”fine dining” er helt ytt i Hobo hoteller.
Stordalen har udviklet Hobo konceptet i samarbejde med de hotte designere og arkitekter fra Studio Aisslinger i Berlin, der har en voldsomt imponerende kundeliste. Den tæller alt fra Bombay Sapphire Gin, over Mercedes Benz til en stribe hoteller verden over.
Tyskerne har også fået til opgave at indrette tre nye hoteller i Norden – alle med lokalt præg – i den finske, norske og danske hovedstad.
”Det dejlige ved Hobo, at det ikke er et fastlåst koncept. Der er ingen mål for, hvordan et Hobo hotel skal se ud eller være. Hobo er i konstant forandring og afspejler udviklingen i byen omkring hotellet,” forklarer Petter Stordalen.
”Målet er, at Hobo skal tilføre hovedstæderne et nyt og levende mødested for både lokale og hotelgæster, der kommer fra den anden side af jordkloden,” fortsætter Stordalen.
Det typiske publikum for det første Hobo i Stockholm er ungt og hipt. I København vil Hobo skulle konkurrere med andre trendy designer-hoteller som f.eks. 25Hours ved Rundetårn, citizenM ved Rådhuspladsen eller Coco på Vesterbro….
(Indledningsfoto til artiklen: Hobo Stockholm)
Skriv et svar