Svenskerne går forrest i fly-skam kampagnen, der skal flytte rejsende fra fly til mere miljø-venlige tog på eldrift.
En kampagne, der har været meget effektiv på den anden side af Øresund. Salget af indenrigs-billetter til fly er styrtdykket i Sverige, mens de svenske jernbaner gnider sig i hænderne over stadig flere kunder.
Hade-kampagnen betyder imidlertid ikke, at svenskerne er ved at droppe passagerfly helt. Slet ikke.
På den ene side vil Sverige indføre pligt for alle flyselskaber at bruge bio-brændstof i deres jetmotorer. Den forurener ganske vist også, men kommer ikke fra fossile råvarer som olie.
Desuden planlgger Sverige – og det er reelt nyt – at opbygge et helt rutenet af nye typer elektriske passagerfly. De skal gå i luften allerede fra 2025.
Den første lufthavn, der er klar til at modtage elfly, åbner her til efteråret. Det er Åre Óstersund, som indrettes med ladestationer til elfly. De er noget større end dem, vi har set langs danske veje, men funktionen er den samme.
Kort efter vil Swedavia, der driver 10 lufthavne i vores naboland, indlede de første elektriske prøveflyvninger mellem Åre Östersund og norske Røros. Testflyvningerne vil foregå med små sportsfly, der har batteri-drevet motor, og med store droner.
Swedavia regner med, at det første elektriske rutefly kan tages i drift i 2025:
”Vi tror på, at Sverige vil være have potentialet for en kommercielt drevet flyrute med elfly om senest fem år. Elfly kan være oplagte på indenrigs-ruter, der ikke er så lange som de fleste udenlandske,” siger Swedavias topchef Jonas Abrahamsson.
Frem til 2045 vil Sverige have gennemført 100 procent CO2 fri lufttrafik. Den vil bl.a. omfatte helt nye ruter mellem regionale bycentre, som kan serviceres af små elfly.
Om der rent faktisk vil eksistere hybride eller rent elektriske passagerfly i 2025, er stadig et stort spørgsmål. Både Airbus og Boeing har investeret millioner af kroner i udvikling af næste generation rutefly. Det samme har en række mindre fabrikker, som bl.a. lavpris-selskabet easyJet har interesser i.
Udfordringen er imidlertid, om nye og mere effektive batteri-typer vil være klar så hurtigt. De nuværende Li-ion typer er for brandfarlige og tunge til at fungere i et passagerfly. Næsten halvdelen af kabinen vil være optaget af batterier, hvis flyet skal have en realistisk rækkevidde.
Alle svenske lufthavne skal være CO2 neutrale inden årets udgang – også Stockholms store Arlanda. De fleste lufthavne vil have brug for at købe sig til den grønne profil – f.eks. ved at støtte klima-projekter med store penge-beløb. Andre som f.eks. lufthavnene i Visby, Luleå og Ronneby klarer det uden kompensation.
Sverige er bestemt ikke alene om at ville indføre elektriske fly. Norges pendant til Swedavia – Avinor – er også langt i sine overvejelser og havde sidste år sit første sportsfly med elmotor på vingerne.
I Skotland har man ambitioner om at åbne den første flyrute på el. Det er samtidig verdens korteste. Tre kilometer lang er afstanden mellem øerne Westray og Papa Westray.
Tilsvarende vil canadiske Harbour Air åbne et netværk af elektrisk drevne vandflyvere mellem en række havnebyer i Canada. Den første test-flyvning blev gennemført i december sidste år….
(Indledningsfoto til artiklen: Avinor)
Skriv et svar