Fra denne uge tager mange tusinde danskere på sommerferie i udlandet. Efter over et års isolation i eget land på grund af Corona er behovet stort for at dufte og se andre landskaber end de danske. Middelhavet lokker mere end nogensinde før.
Organisationen Forbruger Europa har listet syv gode råd, som alle bør huske, inden de tager afsted Man risikerer jo at glemme og overse ting i al sin iver efter at komme afsted:
”Hvis du overvejer at holde sommerferie i udlandet, skal du sætte dig grundigt ind i betingelserne for især afbestilling og mulighed for refundering, før du køber rejsen. Hvis du allerede har købt en rejse, eer det også en god idé at læse aftale-vilkårene, før du rejser. Så ved du, hvad du skal forholde dig til, hvis restriktionerne ændres undervejs,” forklarer Lars Arent. Han er leder af Forbruger Europa.
”Hvis restriktionerne hindrer dig i at kunne rejse eller gør, at rejsen ikke bliver, som du havde regnet med – f.eks. ved at lovede faciliteter på rejsemålet holder lukket – vil dine rettigheder afhænge af, hvilken type rejse du har købt,” fortsætter han.
Køber man en charter- eller pakkerejse, er man dækket af særlige regler og garantier. Dem har man ikke, hvis man har købt fly og ophold på egen hånd.
Forbruger Europa fortæller i den forbindelse om en nylig dom fra Ankenævnet for Feriehusudlejning, hvor en forbruger ikke kunne få sine penge retur for en lejet feriebolig i Ungarn. Corona-situationen havde lukket de ungarske grænser, så forbrugeren ikke kunne komme frem til ferieboligen.
”Det vil altid være den helt konkrete situation, herunder den aftale der er indgået, som afgør forbrugerens rettigheder. Hvis du selv har arrangeret din rejse, og du bliver forhindret i at komme frem til rejsemålet eller selv aflyser turen, så kan du få svært ved at få dine penge tilbage, hvis boligen står til rådighed som aftalt,” understreger Lars Arent.
Forbruger Europa har lavet en liste over gode råd, man bør sætte sig ind i, før man tager på rejse til udlandet efter Corona:
- Sæt dig grudndigt ind i, hvilke rejserestriktioner der er i det land, du vil rejse til. Det gælder ikke mindst indrejse-restriktionerne. Det kan du gøre i EU-Kommissionens guide, som du finder her. Du kan også finde informationer på dk
- Læs aftalevilkårene godt igennem, før du bestiller. Tjek, om du senere kan afbestille eller ændre aftalen, og hvad det eventuelt koster.
- Selvom flybilletten eller hotelopholdet er købt på nettet, har du ikke automatisk 14 dages fortrydelsesret. Du har som udgangspunkt heller ikke krav på at få pengene tilbage, hvis du selv vælger at aflyse rejsen – f.eks. på grund af restriktioner på rejsemålet.
- Læs også aftalevilkårene, før du tager af sted, hvis du allerede har bestilt rejsen. På den vis ved du, hvad du har at forholde dig til, hvis restriktionerne ændres undervejs. Så kan du undgå at træffe hurtige og måske forkerte beslutninger.
- Husk altid at gemme aftale-vilkårene, så du har dem, hvis der senere opstår problemer.
- Betal med et internationalt kreditkort, f eks. Mastercard, Eurocard eller Visa-delen af dit Visa/Dankort. Så kan du være dækket i tilfælde af konkurs. Nogle kort kan også have en indbygget rejseforsikring.
- Undersøg, hvad din rejseforsikring dækker…
(Indledningsfoto til artiklen: Free-Photos / Pixabay)
Skriv et svar