Bartjenerne på de store krydstogt-skibe plejer at være ganske underholdende i sig selv. De er som regel dybt professionelle og showmen bag deres bardisk.
Snart får de imidlertid (digital) konkurrence.
Som det første krydstogtskib får det nye MSC Virtuosa nemlig installeret en robot-tjener til at servere drinks, vin, champagne, øl og cocktails til gæsterne.
Virtuosa, som (forhåbentligt) efter planen går i drift den 16. april, bliver også det første MSC krydstogtskib med den nye Starship Club Lounge ombord.
Baren indrettes med en science fiction-agtig atmosfære med 3D hologrammer, en digital kunstvæg, sofaborde med interaktive touch skærme osv. Gæsterne skal føle, som om de er på cruise i verdensrummet – ikke i Middelhavet eller i Karibien.
Herre over Starship Club bliver “Rob”. En robot med lang arm og en masse kunstig intelligens, der kan lære bargæsternes vaner at kende – og i øvrigt har en hukommelse med opskrifter på tusinder af drinks og cocktails.
Rob kan desuden konversere barkunderne på otte forskellige sprog. Ikke kun ved at modtage ordrer på drikkevarer. Robotten skal såmænd også kunne kunsten at smalltalke.
Drinks bestiller gæsterne i en slags små digitale cockpits langs bardisken. Her kan de også overvåge status på deres bestillinger på en skærm, se Rob i arbejde, tale med ham via mikrofon og højttaler.
Robotten klarer det hele – eller næsten. MSC Cruises vil nemlig også have en menneskelig barkeeper stående i Starship Club.
Han eller hun skal overvåge, at Rob nu gør alle ting korrekt – og undskylde personligt over for gæsterne, hvis noget går galt. Robotten er nemlig ikke så god til at håndtere uforudsete ting, og de sker jo på værtshusene nu og da.
I øvrigt er MSC ikke det første krydstogt-rederi, der eksperimenter med robotter til søs:
For et par år siden prøvede både Costa Cruises og Aida sig med den japanske Pepper robot, der kunne hjælpe gæster med informationer, vejen til skibenes forskellige afdelinger osv….
(Indledningsfoto til artiklen: MSC Cruises)
Skriv et svar