Både Elon Musk fra Tesla og Sir Richard Branson fra Virgin har i de senere år haft travlt med at promovere egne raketter og passagerfly, der kan nå helt ud i den ydre atmosfære og give ”almindelige” mennesker en fornemmelse af at være astronaut.
Nu følger USA’s rumfarts-organisation NASA efter. Den meddelte i dag, at den internationale rumstation (ISS) skal åbnes for turister.
Allerede fra 2020 vil NASA flyve turister til ISS. Op til 12 dristige mennesker vil der blive plads til om året.
De vil blive samlet i to grupper af seks amatør-astronauter og tilbringe, hvad NASA kalder for ”korte missioner.”
Men kort? Well – hver chartertur op til det svævende ”hotel” i 386 kilometers højde over jordens overflade vil tage 30 dage.
Heroppe får turisterne selvfølgelig en hel forrygende udsigt ned på jorden og ud i universet. Udsigten generes ikke af skyer, tåge og forurening som nede på jorden.
Til gengæld skal turisterne lære at begå sig i vægtløs tilstand og flyve med 27.700 kilometer i timen. Hvert døgn gennemfører ISS 16 kredsløb om Jorden.
Det bliver uden tvivl en super-spændende flyvetur, som NASA vil tilbyde til både private turister, rejsebureauer, virksomheder og videnskabelige institutioner.
Helt billigt bliver eventyret i. Prisen bliver mindst 58 millioner USD eller 393 millioner kroner. Dertil kommer 35.000 dollars om dagen til kost og logi.
Ved præsentationen i dag nævnte NASA bl.a. film-optagelser og reklame-branchen som mulige brugere af de private rumrejser.
Flyveturen kan dog også være interessant for virksomheder, der vil fremstille eller teste produkter i vægtløs tilstand.
NASA opfordrer sågar private teknologi-virksomheder til at udvikle nye kommercielle tillægs-moduler, der kan kobles på ISS rumstationen.
Det er noget af et strategi-skifte hos NASA, der ellers har fokuseret på stats-finansierede projekter. Lige fra de første raketter og rumkapsler i slutningen af 1950’erne, over Apollo rejserne til Månen i 60’erne og 70’erne til de senere rumfærger, der agerede som højt-flyvende lastbiler.
Hvor NASA i de første 40 år af sin eksistens førte et vildt rum-kapløb med russerne, arbejder de to supermagter i dag sammen om fælles projekter som den internationale rumstation ISS.
Den har siden haft besøg af astronauter og kosmonauter fra en lang række lande. En af dem var danskeren Andreas Mogensen, der ankom til ISS den 4. september 2015.
Hans ophold i rumstationen blev dog noget kortere, end fremtidens rumturister kan se frem til. Mogensen blev sendt hjem igen med et russisk Soyuz rumfartøj efter otte dage.
I forbindelse med den nye satsning på charter-rejser til ISS vil NASA outsource en stor del af arbejdet. Det skal udføres af private partnere, som NASA allerede kender godt.
Det er først og fremmest flygiganten Boeing, som også bygger masser af satellitter. Og det er Elon Musk, der ved siden af Tesla elbilerne også har rumfirmaet SpaceX.
Det har udviklet de første raketter, der kan genbruges – og som kan vende tilbage fra rumrejsen og parkere sig selv igen på Jorden.
”Målet med den nye kommercialisering er at skabe en solid rumfarts-forretning. Statslige ressourcer skal mod betaling kunne udnyttes af private,” meddeler NASA i en pressemeddelelse.
I øvrigt har ISS rumstationen allerede tidligere haft besøg af nogle få turister. Den første af dem var den amerikanske multi-millionær Dennis Tito, der tog på rumrejse i 2001.
Tito havde købt turen af russerne. NASA var ikke involveret og var dengang meget kritisk over for projektet. Men tiderne skifter – og meninger ændres. Især, når der er mange penge involveret….
Skriv et svar