Dubai er kommet i et lidt kedeligt søgelys i danske medier og hos danske politikere.
Byen har som bekendt inviteret et dusin danske kendisser, influencere og sportsfolk på gratis luksus-ferie og god betaling for ulejligheden, selvom den danske regering fraråder alle rejser ud ad landet.
Jeg vil ikke gå ind i diskussionen om, hvorvidt det var dumt, egoistisk og uansvarligt af de danske kendisser, der flittigt har postet billeder af deres solferie i de sociale medier.
Det synes jeg helt afgjort, det er. Specielt fordi mange influencere står som forbillede for tusinder af læsere. Forbilleder bryder ikke regler og håner flertallet af danskere, der holder sig hjemme i solidaritet og for at støtte op om de mange aktiviteter, Danmark har sat i søen for at bekæmpe Corona pandemien.
Omvendt er det selvfølgelig klart, at Dubai forsøger sig med alle marketing midler for at få lokket flere turister til byen. Som alle andre ferie-destinationer har Dubai mærket et fald i omsætningen på grund af rejse-restriktioner i hele verden.
De danske kendisser er dog ikke super-rige som en anden målgruppe, som Dubai nu vil forsøge at lokke til Emiraterne.
Dubai og et smart engelsk service-bureau har nemlig fundet på, at nålestikket til en Corona vaccination skal forvandles til ferie eller måske sågar en fest.
Formedelst 40.000 pund eller ca. 340.000 danske kroner kan velhavende briter slippe for at stå i kø for vaccinationen, fortæller den britiske avis ”The Telegraph”.
I stedet bliver de fløjet til Dubai eller Delhi i Indien, hvor de vil blve vaccineret på en privat lægeklinik straks efter landingen.
Når nålestikket er overstået, kan de rejsende fortsætte på tre ugers luksusferie ved stranden i Dubai eller tage på rundtur til indiske turist-attraktioner som Goa, Agra, Udaipur og Kerala.
De ny-vaccinerede skal ikke belastes med at bo i et stort hotel med hundreder af andre. De installeres i stedet i private villaer, flyver på første klasse osv.
Når ferien er ved at være afsluttet, er der gået 21 dage. Så er tiden kommet for Corona vaccination nummer to. Den bliver ordnet dagen, før de rige amerikanere tager flyet hjem igen.
Vaccine-rejserne arrangeres af Knightsbridge Circle. Det er en privat klub med base i London, hvor medlemmer betaler 25.000 britiske pund – ca. 215.000 kroner – om året for at blive serviceret af private sygeplejersker, læger og hjemmehjælpere.
Hver hjælper, der kaldes en ”concierge”, har kun fem klienter at holde øje med. De skal bl.a. sørge for, at kundernes køleskabe aldrig er tomme, deres tøj bliver vasket, boliger rengjort og medicinen tages.
I første omgang tilbyder Knightsbridge Circle kun sine vaccine-rejser til medlemmer, der er 65 år eller derover….
(Indledningsfoto til artiklen: The Lazy Artist / Pexels)
Skriv et svar