Alle, der har fløjet på Economy Class, hader passageren i sædet foran en. Især, når han eller hun vipper sit ryglæn bagud, så man sidder med knæet langt oppe i ryggen på vedkommende.
Som årets aprilsnar kommer verdens ældste flyselskab – KLM – med et forslag til en læne-tilbage alarm, der beeper, når personen på sædet foran rører ved knappen, som ændrer hældningen på vedkommendes sæderyg.
I et tweet på KLM’s Twitter profil skriver det hollandske flyselskab, at nyheden introduceres på alle selskabets passagerfly den 1. april:
“KLM er stolt af at introducere en revolutionerende ny feature i vores flykabiner – The Recline Alert System. Vi har udviklet en lydeffekt, der alarmerer passagerer, når sædet foran dem bliver lænet tilbage.”
Man kan altid diskutere, om en alarm ville hjælpe. Beeperen kan jo ikke forhindre, at sæderyggen bliver en gene for personen på næste sæderække.
Ikke desto mindre rører KLM ved et klassisk problem for flyrejsende. Den medfølgende lille video til tweetet virker det ganske overbevisende:
At problemet er stort – og ikke kun et emne til en aprilsnar – viser en analyse fra sidste år:
Ifølge den indrømmer, 77 procent af flypassagererne, at det er uhøfligt at læne sit ryglæn tilbage. 27 procent vil spørge den bagved-siddende, om det er ok, mens tre procent var fløjtende ligeglade med personen på næste sæderække.
Andre typiske stridspunkter på flyrejser er f.eks, om man må tage sine sko af i kabinen. Eller hvem der har ret til armlænene, når man bliver placeret på midtersædet i et flyet.
Til sidst gør KLM lige opmærksom på, at afstanden mellem sæderækkerne er 31 tommer eller knap 79 centimeter på Economy Class i selskabets langdistance-fly over f.eks. Atlanten. Desuden kan sædets ryg kun lænes fem grader bagover.
KLM tilbyder også enkelte sæder med ekstra stor afstand – nemlig 55 tommer eller ca. 140 centimeter. Disse sæder kan heller ikke lænes mere bagud end fem grader.
Helt anderledes naturligvis på Business Class. Her kan hvert sæde hos KLM klappes helt ud, så det fungerer som en rigtig seng….
(Indledningsfoto til artiklen: Marieke Verhoeven / Unsplash)
Skriv et svar