København er blevet en ganske spændende hotelby. Også globalt set.
I øjeblikket bygges en halv snes nye hoteller – og heldigvis – er de meget forskellige. Ikke bare en stribe internationale overnatnings-borge, der ligner hinanden som to dråber vand.
Hovedstaden får både nye hoteller til budgetpris og luksushuse med fem stjerner på døren og en pris pr. overnatning, som andre betaler for en pæn lejlighed i en hel måned.
Det mest spændende nye hotel lige nu er CitizenM på Rådhuspladsen. Placeret i den ret anonyme bygning på hjørnet af Jernbanegade og H.C. Andersens Boulevard er der helt anderledes farverigt indendørs i hotellet.
CitizenM slår på, at hotellet er nærmest digitalt. Det henvender sig til Millenium generationen på mellem 18 og 35 år, som er vant til at bruge smartphone til alle ting. Og det har en meget moderne indretning, som nogle vil elske – andre synes er for spraglet.
CitizenM er hollandsk. Opfundet af Rattan Chadra, der også er manden bag det kendte modetøjs-firma Mexx. Kæden har i dag 18 hoteller, men forventer at have det dobbelte om et par år. Langt de fleste i Europa og USA.
Et af de kommende hoteller kan sagtens blive placeret i København. CitizenM har nemlig appetit på mere i den danske hovedstad, hvis det er muligt at finde en velegnet bygning eller en god byggeplads.
Det nyåbnede hotel på Rådhuspladsen – i Dagmar bygningen og med Hotel Square og Scientologys hovedsæde som naboer – er nemlig et af de meget få CitizenMs, der ligger i eksisterende bygninger.
Normalt er CitizenMs er bygget op fra grunden. Det har den store fordel, at man kan indrette hotellet helt, som man vil. For eksempel med værelser, der alle har den samme størrelse – nemlig 17 kvadratmeter.
I kædens første hotel i Danmark har man måttet gå på kompromis på flere områder. Bygningen er jo gammel, og historisk interessede vil måske vide, at den husede SS’ danske hovedkvarter under anden verdenskrig.
Strategien bag CitizenM er at designe et hotel uden de sædvanlige irritations-momenter, man møder de fleste andre steder.
Det er f.eks. lange køer ved check-in, skjulte omkostninger til f.eks. tv og Wi-Fi, lavt vandtryk i bruserne, stikkontakter man ikke kan finde i mørket, nul dagslys på værelserne og forvirring omkring forskellige værelsestyper med forskellige priser – og chokolade på hovedpuden.
CitizenM gør i stedet indtjekning til selvbetjening med et kreditkort. Den må højst vare ét minut. Der findes kun én type værelse og én pris. Wi-Fi, tv og film er gratis. Store brusere og senge. Ingen slikkelade på sengen – og hele værelset styres fra en iPad på hvert værelse.
Prisniveauet på de 238 værelser er meget fornuftig – for ikke at sige rigtig attraktivt.
På grund af de mange booking portaler er det svært at give en helt nøjagtig pris, for den svinger fra dag til dag og fra portal til portal. 750 kroner pr. nat lyder som et godt bud.
CitizenM lover samtidig, at man ikke – som de fleste andre hoteller – vil hæve priserne voldsomt i forbindelse med f.eks. højtider og store arrangementer i København. Den maksimale pris, man vil møde, er 1.200 kroner pr. nat.
Trends & Travels udsendte har prøvesovet og testboet i CitizenM for at finde ud af, om det er bedre og anderledes end alle konkurrenterne:
Det begynder på syvende sal
Ret utraditionelt er receptionen placeret helt oppe på syvende etage, hvor den er en integreret del af fællesrum, bar, cafe, restaurant og mødelokaler. Det, der i CitizenM sprog kaldes for SocietyM.
Indgangen nede i stuen ser noget øde og ufærdig ud her i begyndelsen. Butikkerne på begge sider af hotellets glasdøre er endnu ikke flyttet ind.
Man ser kun et ret mørkt lokale med tre elevatorer og en ensom CitizenM medarbejder ved et lille bord. Vedkommendes fremste opgave er at fortælle ankommende, at de skal trykke på knappen for syvende etage.
Receptionen på syvende sal er helt anderledes hyggelig. Meget moderne indrettet i stærke farver og helt uden den sædvanlige skranke. Den er afløst af et rundt bord med fire store skærme med tilhørende pc og kort-skanner.
CitizenM er et digitalt hotel. Det betyder, at alle kontanter er udryddet. Man checker ind med sit booking nummer, som man har modtaget på forhånd pr. mail.
Alt styres via et udleveret plastik kort, der både fungerer som værelses-nøgle og kan genbruges til identifikation, når gæsten vender tilbage til et Citizen M hotel.
Receptionen er bemandet med et par flinke og meget hjælpsomme unge mennesker, der assisterer med indtjekningen, hvis man ikke har prøvet det før.
Ungt og entusiastisk personale
Selvom CitizenM’s ledelse hævder, at hotelkædens kunder er i alle aldre, viser et diskret blik rundt på hotellets gæster i København, at de er meget unge. Typisk i tyverne og trediverne.
Det afspejler sig også i personalet. I København er det mellem 18 og 40 år. Med flertallet i den yngre ende. Medarbejderne er entusiastiske, smilende, ivrige, opmærksomme og energiske. Ikke nogen professionel distance og standard smil, som man oplever på mere traditionelle hoteller.
Udvælgelsen af personalet er heller ikke helt almindelig. Alle har været igennem en casting som til en film produktion – og de fleste kommer lige fra gaden.
Kun lederne har en uddannelse i hotelbranchen. De andre kommer fra hele verden. Jeg stødte ind i ansatte fra både Colombia, Spanien, Italien, Holland, England, USA og naturligvis Danmark. Standard sproget er engelsk – meget mere end dansk.
Alle medarbejdere er fastansatte med en relativ høj løn, og de gennemgår en ret grundig intern træning på fire uger, inden de bliver sluppet løs på gæsterne.
Bagefter har de både lært at fungere som receptionist, tjener, cocktail bartender, concierge der kan hjælpe gæster med at finde rundt i byen – og som teknisk guide, når gæsterne ikke kan finde ud af al den digitale teknik, de møder.
Jeg stillede mig dum flere gange, og både rådgivning og hjælpsomhed var i særklasse. Universal-medarbejderne vidste, hvordan man laver en perfekt cappuchino på den store italienske espresso maskine, og de kunne mixe selv en ganske avanceret cocktail.
Desuden kunne de løse et teknisk problem på værelset, som jeg bevidst havde fremprovokeret. Flot.
Små, men avancerede værelser
Værelserne er små, og de virker endnu mindre, fordi de indeholder meget store King Size senge. Man kravler ikke ned i sin seng, men op i den.
Under den tykke madras er placeret et pengeskab til værdier og en stor skuffe, hvor man kan placere sin rejsekuffert, så den fylder minimalt i rummet. God idé.
I København har værelserne forskellig størrelse på grund af gamle bygning. Prisen er den samme, men det virker lidt som en lotteri, om man nu får standard plads eller lidt flere kvadratmetre at boltre sig på.
Indretningen er ellers den samme overalt. Hvide, grå, sorte og røde elementer med den store seng som det dominerende møbel. Alle værelser er dobbelte, og sengen kan ikke adskilles i to.
CitizenM dur ikke til to kolleger, som deler et værelse. Der er heller ikke plads til en ekstra børneseng. Målgruppen er bestemt heller ikke børnefamilier. De må finde et andet hotel. Dog kan børn op til 11 år sove gratis med i forældrenes seng – hvis der er plads.
De relativt små værelser betyder også, at håndvasken af pladshensyn er flyttet fra badeværelset og ud i selve opholdsrummets gang. Det vil mange sikkert ikke synes om.
Håndvasken er bygget sammen i et møbel, der også rummer en lille minibar i en skuffe og et lille skab til håndklæder og småting. Egentlig ok praktisk.
Alt styres fra en iPad
Hele indretningen virker minimalistisk, men også avanceret. Det skyldes først og fremmest, at alt i hotelværelset styres fra en Apple iPad Mini ved siden af sengen. Ideen virker supergodt – hvis man er vant til at bruge smartphone og tablet.
Andre mennesker, som ikke kan lide moderne teknologi, apps og touch skærme, skal måske finde et andet hotel. Der er fem andre på og omkring Rådhuspladsen i København.
Alt i hotelværelset styres fra iPad’en. Det gælder både det store Samsung tv, varme, elektriske gardiner og rummets intelligente belysning. Man kan skrue og ned for lysstyrken, men også på lysets farve. Helt efter gæstens humør. Fra grel disko belysning til den afslappede hygge stemning.
Det fjernstyrede og kulørte lys går igen i badeværelset, der nærmest er en udvidet brusekabine. Hvidevarerne er af høj kvalitet, og CitizenM sparer ikke på vandet som mange andre hoteller. Bruserhovedet er af den seneste nye type med regnvands funktion og rigtig godt tryk på strålerne. Ligesom derhjemme.
CitizenM tilbyder gratis Wi-Fi over hele hotellet. Det trådløse netværk er åbent og kræver ingen password, hvad der nok kan gøre den ene eller anden gæst lidt nervøs. Hvad med hacking og aflytning af ens datakommunikation?
Et spørgsmål til det kyndige personale gav forklaringen, at at CitizenM har anbragt en Wi-Fi router i hvert eneste hotelværelse. Det er ikke billigt, men giver en effektiv beskyttelse.
Alle film og tv-kanaler er gratis på hotellet. Man er også velkommen til at streame sin egen musik eller Netflix ind på tv-skærmen. Det har jeg kun set på meget få andre hoteller, der typisk kører deres egne lukkede tv-systemer med betaling pr. film.
CitizenM hotellet var helt nyåbnet, da Trends & Travel ”prøvesov” det. Derfor dukkede også små barnesygdomme op. Især hvis man tager sine teknologiske briller på.
Hotelværelserne manglede f.eks. USB-stik. Mange gæster glemmer deres opladerblok derhjemme og skal have mobilen tilført ny energi mindst én gang i døgnet.
Stikkontakterne på værelserne kan heller ikke modtage de tre-polede stik, som amerikanerne har på deres laptops. Passende konvertere var dog bestilt, men bare ikke ankommet til åbningsdagen.
De fleste spiser jo ude i byen
Normalt kan man dele hoteller op i to kategorier: Dem, der har en egen (eller flere) restauranter. Og dem, der kun har servering af morgenmad.
CitizenM placerer sig pladask midt imellem.
Hotellet har en udmærket morgenmads buffet med fokus på sunde råvarer. Den serveres i alrummet, hvor også reception, bar og opholdsstue befinder sig.
Filosofien bag CitizenM er egentlig, at de fleste gæster nok spiser ude i byen, når nu hotellet ligger lige i hjertet af København.
Men gæsterne kan sagtens vælge mellem et begrænset antal varme måltider, som hoteller får leveret udefra.
CitizenM har en aftale med flere af Københavns trendy restaurant-kæder, og de tilbyder gode g mættende hovedretter til mellem 110 og 150 kroner.
Og så her til sidst Trends & Travels bedømmelse. 10 er den højest opnåelige karakter.
- Placering: 10
- High Tech: 10
- Prisniveau: 9
- Værelse: 6 (lille)
- Seng: 9
- Reception: 8
- Service og entusiasme: 10
- Restaurant og bar: 7
- Fleksibilitet: 5 (ingen børn)
- Fællesrum (SocietyM): 9
Total score: 83 af 100 mulige
Savn: Ingen badekåbe eller tøfler på værelset, manglende USB-stik.
Adresse: H.C. Andersens Boulevard 12, 1553 København K.
Skriv et svar