Når Østrig gen-åbner alle sine hoteller for udenlandske turister fra den 1. juli, vil landet gennemføre en løbende COVID-19 test af alle hotel-ansatte.
Hver eneste uge skal omkring 65.000 hotelfolk tjekkes fremover. Det sker med hjælp fra en række privat-ejede laboratorier.
De mobile hotel-målinger vil fordoble Østrigs nuværende test-faciliteter, der kan håndtere mellem 6.000 og 8.000 podninger om dagen.
Østrig vil bruge hotel-testene som en del af sin markedsføring, der skal lokke udenlandske turister tilbage til det smukke – og tidligere – meget populære rejseland.
Østrigerne er nemlig klar over, at de har fået smadret en del af deres ellers gode image. Lande som Danmark, Tyskland og Island mener nemlig, at de fik Corona slæbt ind via landsmænd, der havde været på skiferie i Østrig.
Specielt rasede COVID-19 virussen after-ski barerne i det populære vintersport-sted Ischgl, før denne by blev fuldstændig isoleret.
Østrigs unge kansler Sebastian Kurz plejer at være god til at formulere sig kort og klart. Det gør han også denne gang:
”Fortæl mig, i hvilke lande i verden kan du tage på ferie og være sikker på, at de hotelfolk og tjenere, du kommer i kontakt med, bliver Corona testet hver eneste uge? Det er sikkert kun meget få andre lande end Østrig.”
Tyskerne udgør den klart største del af turisterne i Østrig. Grænsen mellem de to lande ventes af åbne senest den 15. juni. Østrigske hoteller lukker dørene op i morgen fredag den 29. maj.
Restauranter og barer har været åbne i Østrig siden den 15. maj – men med restriktioner om fysisk afstand og antal gæster ad gangen. Desuden skal udskænknings-stederne lukke senest kl. 23 hver aften.
Det østrigske turist-ministerium har en engelsk-sproget hjemmeside, der giver en udmærket opdatering om landets Corona-regler. Den kan findes via dette link….
(Indledningsfoto til artiklen: Fernando Zhiminaicela / Pixabay)
Skriv et svar