Det er bestemt ikke kun mennesker verden over, som kæmper med COVID-19. Også vores fire-benede venner kan rende ind i problemer. Ikke fordi de er smittet af den grimme virus, men fordi de til dagligt hjælper og tjener mennesker.
Tusinder af elefanter i Thailand må i disse uger sulte, fordi landets turist-industri er gået i stå. I dag er elefanterne ikke længere en indtægt, fordi turister betaler for at ride på dem. Nu er de blevet en enorm udgift for ejerne, der ofte ikke har råd til at fodre dem.
Ifølge natur-organisationen World Animal Protection spiser en elegant typisk mad svarende til 10 procent af sin kropsvægt hver eneste dag. Det vil i praksis sige op til 400 kilo græs, blade, frugt og grønt.
Den mængde mad skal elefanternes ejere både betale for og sørge for at transporteret hjem. Dertil kommer, at det lige nu er den varmeste og tørreste årstid i Thailand. Meget græs og løs er tørret ud, så elefanterne ikke selv kan finde føde.
Omkring 2.500 elefanter lever i fangenskab i Thailand, og alene i Chiang Mai i den nordlige del af landet er 85 af 93 elefant-lejre lukket på grund af turist manglen. Over 5.000 mennesker har mistet deres arbejde.
For mange af disse mennesker er den eneste udvej lige nu at bruge elefanterne til hårdt arbejde i træfældnings-industrien, hvilket har været ulovligt i 30 år. Alternativt kan de forsøge at tigge på gaderne med elefanterne ved deres side. Det hjælper bare ikke noget, når hele Thailand er rutsjet ind i en krise. Ingen har penge.
”Mens verden lukker ned på grund af COVID-19, og turistindustrien er på fallittens rand, er det de vilde dyr, som aldrig burde have været levet i fangenskab, der lider. De sulter og misrøgtes, fordi de nu er en stor udgift i stedet for en indtægt for deres ejere. Det er frygteligt for elefanter og andre vilde dyr, der bruges til underholdning- I forvejen skulle de aldrig have været udsat for et liv i fangenskab,” siger Gitte Buchhave. Hun er direktør for World Animal Protection i Danmark….
(Indledningsfoto til artiklen: World Animal Protection)
Skriv et svar