På en almindelig dag passerer 80.000 rejsende gennem Københavns Lufthavn. Mange af dem tager turen via den 100 meter lange træbro hen over afgangshallen.
Den såkaldte Luftbro giver nemlig direkte og hurtig adgang fra Metro eller regionaltog til Security sluserne- Man slipper for at møve sig igennem mylderet af mennesker nede i check-in området.
I går aftes var Luftbroen imidlertid lukket, hvilket en del passagerer sikkert opdagede. De ærgrede sig nok endnu mere, da de fandt ud af, hvorfor de ikke kunne bruge deres normale genvej.
I forbindelse med hovedstadens Copenhagen Cooking & Food Festival, der fejres mange steder i storbyen i disse dage, blev Luftbroen nemlig brugt til Københavns længste langbords-middag.
Bag arrangementet stod Københavns Lufthavn, restauranten Aamands 1921 og Mikkeller bryggeriet, der havde inviteret 96 mennesker til en ”flyvsk” middag.
På det 100 meter lange bord var opdækningen ret utraditionel. Bl.a. skulle gæsterne drikke øl af snapsegals og bytte bestik med sidemanden.
Målet var at fremme samtalen mellem gæsterne – både på langs og på tværs af bordet. Samtidig havde de spisende et godt overblik over de almindelige rejsende, der bevægede sig frem og tilbage i den travle afgangshal i Terminal 3 – nogle meter under de spisende. Mon ikke der blev sendt nogle misunderlige blikke op på broen.
Københavns Lufthavn vil ikke afvise, at man vil lave flere af den slags events i fremtiden. Første forsøg forløb i hvert fald fint:
”Vi satser meget på gode madoplevelser i lufthavnen. Man skal kunne spise både sundt og godt, selvom man har travlt på vej til flyet. Middagen var også et forsøg på at få de dinerende gæster til at tænke på lufthavnen som andet og mere end center, hvor fly starter og lander i ét væk,” forklarer Peter Krogsgaard. Han er CCO i Københavns Lufthavn….
Skriv et svar