Optimismen er begyndt at boble igen i Danmarks største lufthavn. Otte af ti rejsende er nemlig vendt tilbage til Københavns Lufthavn (CPH), der med to millioner passagerer gennem gatene i maj havde sin bedste måned siden Coronaens udbrud.
Lufthavnen kunne i maj sætte flere rekorder: Søndag den 29. maj blev således den mest travle dag, siden Corona ramte Danmark. 85.443 passagerer på Kristi Himmelfarts-feriens store hjemrejsedag.
Med præcist 2.068.912 passagerer blev maj også samlet set den mest travle, siden pandemien sendte luftfarten i frit fald. Dermed ligger passager-tallet på indeks 78 i forhold til normalen
Den store fremgang i passagertallet er også en indikator for, at vi får en sommer med ekstra stærk trafik sydpå.
Det skaber yderligere pres på Europas lufthavne, der ikke alle har været lige godt forberedt på travlheden.
Ligesom Københavns Lufthavn har de haft personale-mangel i Security og andre funktioner, hvilket allerede har markeret sig med lange køer og forsinkelser.
I maj var der således flere perioder med alt for lang ventetid i CPH’s sikkerheds-kontrol i forbindelse med miniferie weekenderne omkring Store Bededag og Kristi Himmelfart..
Derfor anbefaler CPH igen, at alle passagerer skal komme i god tid og være ekstra tålmodige, når de skal ud at flyve til sommer.
Desuden skal de forberede sig grundigt hjemmefra, tjekke ind online hvis muligt og pakke kufferten, så den bliver nem og hurtig at gennemgå for Security personalet.
Københavns Lufthavn har ansat 330 nye til de vigtige service-funktioner. De vil alle være færdig-uddannede og på plads, når ferie-sæsonen begynder i slutningen af juni.
Udlændinge savnes
Det er mest danskere og sydsvenskere, der fylder lufthavns-terminalerne på Amager. Til gengæld er der stadig langt mellem udlændinge.
Som i f.eks. Billund og Aalborg oplever København, at danskerne rejser som aldrig før. Til gengæld mangler udenlandske rejsende og transfer-passagererne, der bruger København som omstignings-platform – hub – til videre flyrejser.
Hvis de kom tilbage, ville CPH nok hoppe fra indeks 78 til 100 i forhold til trafikken før Corona pandemien.
Det er især de lange ruter til Asien, som det er galt med. Ruterne til og fra Nordamerika er på vej op igen. Senest med Delta Air Lines til New York og SAS til Toronto.
Siden januar er passagertallet på de lange interkontinentale ruter dog fordoblet – fra indeks 27,7 til indeks 59 i maj – sammenlignet med samme periode i 2019.
Her flyver de fleste hen
I maj fløj næsten 1,8 millioner passagerer i København til og fra andre lufthavne ude i Europa. 126.370 rejste indenrigs med fly, mens kun 158.558 var med interkontinentale afgange.
Denne sommer vil der være omkring 125 direkte rejsemål at vælge imellem fra Københavns Lufthavn. De klassiske ferie-destinationer fylder godt i flyselskabernes sommer-program:
”Spanien er topscorer fulgt af Tyrkiet, Italien, Frankrig og Grækenland,” fortæller Peter Krogsgaard. Han er kommerciel direktør i landets største lufthavn.
”Især de græske øer og Tyrkiets solkyst boomer. Målt på antallet af udbudte flysæder her til sommer ligger de to lande indeks 115 og 133. Det vil sige, at der er flere fly end før Coronaen i 2019,” fortsætter han.
I maj var London tilbage som den by, de fleste fløj til eller fra København. Nok et tegn på, at normale tider er ved at vende tilbage. Her er Top-10 over de mest populære destinationer for Københavns Lufthavn i den forløbne måned:
- London – 140.159 passagerer
- Oslo – 123.747
- Stockholm – 103.664
- Amsterdam – 99.251
- Aalborg – 85.314
- Paris – 80.254
- Malaga – 52.192
- Helsinki – 49.295
- Frankfurt – 49.041
- Palma de Mallorca – 44.940
(Indledningsfoto til artiklen: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar