Dette nye passagerfly må være drømmen for enhver direktør i et flyselskab. Maskinen fra brasilianske Embraer kan nemlig flyve autonomt. Det klarer sig helt uden piloter, der har det med at strejke og forlange højere løn.
I forbindelse med større fly går diskussionen ellers mest på, om de fortsat skal have to piloter i cockpittet eller kan nøjes med én.
Helt uden fører hører man normalt kun i forbindelse med selvkørende biler og busser eller fremtidens flyvende taxaer, som skal forbinde lufthavne med bycentrum.
Embraers forslag vækker derfor lige meget opsigt i flyselskabernes ledelse og hos piloternes fagforeninger. Det er jo trods alt en hel faggruppes fremtid, som står på spil.
Foreløbig er det førerløse fly kun et koncept, som den brasilianske flyfabrikant præsenterede på NBAA udstillingen for forretningsfly i Florida.
Embraers fremtidsfly skal drage afsted fuldt elektrisk eller med andre 100 procent bæredygtige brændstoffer. Motorerne sidder bagerst på skroget.
Cockpittet, hvor piloterne ellers sidder, skal forvandles til en slags udsigts-platform. Så kan passagererne selv føle, at de styrer maskinen hen over himlen
Styringen vil i stedet foregå ved hjælp af kunstig intelligens (AI) og en konstant kommunikation mellem flyets computer og it-systemer nede på jorden.
Indgangsdøren til den rummelige kabine sidder midt på skroget. Indendørs er der god plads og usædvanligt store vinduer at kigge ud af.
Embraer vil ikke afsløre noget om, hvornår fremtids-flyet kan gå på vingerne. Konceptet skal i første omgang opfordre flybranchen til inspiration og eftertanke.
Brasilianske Embraer er langt fra så stor som Airbus eller Boeing, men har skabt sig et godt marked for forretningsfly og mindre passagerfly til regionale ruter.
Embraers E175 og E195 er flittige gæster i danske lufthavne, hvor de bl.a. bruges af SAS, Finnair, DAT, KLM og Lufthansa….
(Indledningsfoto til artiklen: Embraer)
Skriv et svar