Hverken danske DSB eller tyske Deutsche Bahn (DB) har noget særlig godt ry hos sit publikum.
Begge er store og tunge organisationer, som ikke har været særligt gode til at følge med tiden og de aktuelle trends i samfundet.
Både DSB og DB kører på gamle spor, der kræver udskiftning og derfor er skyld i mange forsinkelser.
DB har så oveni haft strejker ustandseligt her i begyndelsen af året. Først efter månedlange forhandlinger har de tyske lokførere fået en 35 timers arbejdsuge tvunget igennem.
Begge to har også sovet i timen – bogstavelig talt – da der for et par år siden igen gik mode i at tage nattoget mellem europæiske storbyer. Som et mere miljørigtigt alternativ til de stærkt forurenende jetfly.
I dag har togselskaber i bl.a. Østrig, Schweiz, Holland og Frankrig oprettet et europæisk netværk af godt 90 nattogs-linier. Tendens stigende.
Til gengæld er tyskerne meget bedre end DSB til at have internationale toglinier. Danmark har kun nogle få til Hamborg og Sverige, mens Deutsche Bahn har over 250 forskellige.
Således vil DB også udvide sine internationale togforbindelser til og fra Danmark. Ruten mellem Hamborg og København vil således få flere afgange.
Noget kunne imidlertid tyde på, at tyskerne er på vej til en endnu større revolution på skinner – eller skal vi kalde det et mega comeback. Deutsche Bahn overvejer nemlig at gen-indføre de gode gamle togkupeer.
Væggene mellem separate rum til fire eller seks passagerer blev ellers udryddet for flere årtier siden – til fordel for store åbne togvogne. Også i Danmark.
Selvfølgelig gav det mere luft, men altså også mindre hygge.
Desuden har togpassagerer siden måttet leve med at høre sædenaboens forretnings-møder over telefonen, mødres forgæves opdragelses-metoder omkring fire-personers-bordet eller odeur’en fra madpakken hos passageren på rækken foran en.
Privatliv som i gamle dage er overstået i moderne tog. Til gengæld har togselskaberne kunnet proppe flere sæder ind i hver vogn, der formentlig også er nemmere at rengøre end de gamle med kupeer i.
Publikums krav har imidlertid ændret sig:
Hvis rejser på skinner virkeligt skal være et alternativ til passagerfly eller bilkørsel på motorveje, skal det at køre med tog gøres mere individuelt, mere fleksibelt og mere komfortabelt.
Gratis Wi-Fi gør ingen reel forskel, når alle togpassagerer sidder med en smartphone, tablet eller laptops med kun en meters afstand mellem hinanden.
Forleden dag viste Deutsche Bahn, at togselskabet også kan andet end slås med utilfredse ansatte, kæmpe mod evige forsinkelser og humpe rundt på nedslidte togskinner.
Da præsterede DB sine fremtids-visioner på sin udstilling ”Mobilität erleben”. Den vigtigste nyhed her var at gen-introducere togkupeerne….
(Indledningsfoto til artiklen: Tobias Holzer / Deutsche Bahn)
Skriv et svar