
Når de fleste mennesker tænker på passager-rettigheder i forhold til EU’s regler, tænker de fleste straks på flyrejser. De er jo samlet i det efterhånden legendariske EU direktiv 261.
Færre tænker på, at togpassagerer selvfølgelig også er beskyttet af EU-regler. De får måske endda brug for at kende dem oftere end deres kolleger i flyene.
Ferie med tog er i stigning i tider med fokus på klimaet, og de er ofte kendetegnet ved mange togskift og kryds af landegrænser.
Ifølge organisationen Forbruger Europa er der god grund til at kende sine rettigheder som togpassager. Ikke mindst lige nu, hvor mange danskere tager toget på skiferie.

(Foto: Claudio Schwarz / Unsplash)
Når du rejser med tog, er der en række EU-rettigheder, der beskytter dig, men de forskellige selskaber kan også have særlige rettigheder, ekstra services eller garantier.
”Det er vigtigt, at man sætter sig ind i de rettigheder, der gælder for netop ens egen afgang. Man kan nemlig være yderligere beskyttet i tilfælde af forsinkelse eller aflysning, end man er med de rettigheder, der gælder i forvejen,” forklarer Lars Arent. Han er direktør i Forbruger Europa.
Hvis man f.eks. har flere togskift undervbejs, er det en god idé at være opmærksom på, hvilken type billet, som man har købt. Er der tale om enkeltbilletter eller én gennemgående billet?
Ved gennemgående billetter er togselskabet ansvarlig, hvis passageren f.eks. bliver forsinket på vej til Hamborg og ikke når sit næste tog.
Hvis dit tog afgår mere end en time senere end planlagt, skal togselskabet tilbyde dig enten:
- Refundering af den fulde pris
- Omlægning af rejsen til en tilsvarende rejse
Hvis det er muligt, skal togselskabet også tilbyde dig:
- Gratis måltider / forfriskninger
- Overnatning, hvis det er nødvendigt (fx hvis det er sent om aftenen)
Har togselskabet ikke tilbudt dig en alternativ rejse 100 minutter efter den planlagte afgang, har du ret til selv at købe en tilsvarende billet og få dækket omkostningerne.
Hvis du vælger at fortsætte eller omlægge rejsen, kan du have krav på kompensation:
- Hvis toget er forsinket en til to timer, har du ret til at få 25% af billetprisen tilbage
- Hvis toget er forsinket mere end to timer, har du ret til at få 50% af billetprisen tilbage
Til sidst nogle gode råd, når du skal køre med tog i udlandet:
- Undersøg hvilke vilkår, der gælder for din rejse inden afgang.
- Undersøg, om pladsbilletter er nødvendige, og vær opmærksom på, at der kan være ekstra omkostninger. Tjek også, hvor meget bagage, du må have med.
- Planlæg din rejse med en passende tidsbuffer. Hvis du selv sammensætter rejsen med enkeltbilletter, skal du sikre, at der er tilstrækkelig tid mellem togskiftene. Det er som udgangspunkt dit ansvar at nå forbindelserne.
- Kontakt togpersonalet ved forsinkelser. Hvis din togrejse bliver forsinket, kan togpersonalet hjælpe med information om alternative muligheder, såsom togbusser eller andre afgange. De kan også hjælpe dig med at dokumentere forsinkelsen.
Forbruger Europa har en mere udbygget vejledning for togpassagerer, som man kan finde via dette link….
(Indledningsfoto til artiklen: JK / Unsplash)
Skriv et svar