At det igen er begyndt at være trendy at rejse til udlandet, kan DSB mærke meget tydeligt.
Et rekordstort antal danskere valgte nemlig at tage toget sydpå, selvom det er begrænset, hvor mange ruter de har at vælge imellem.
I sammenligning med mange andre lande i Europa hinker Danmark fortsat håbløst bagefter, når det gælder internationale togforbindelser og nattoge.
Der er ikke meget andet end DSB’s togrute til Hamburg og Berlin, som køres i samarbejde med tyske Deutsche Bahn.
Desværre er rejsen til Berlin tilmed forsinket med flere timer på grund af spor-arbejde de næste halvandet år.
Nordpå er der selvfølgelig de statslige svenske SJ jernbaners lyntog mellem København og Stockholm, som siden i sommers har fået konkurrence fra private svenske Snälltoget.
Sidstnævnte er ellers mest kendt for sine populære skitog om vinteren gennem Danmark til Østrig.
Desuden ser det ud til, at København får en direkte toglinie til Amsterdam fra juni 2025, hvor private hollandske GoVolta vil åbne en rute.
Endelig er der fortsat snak om at gen-åbne en togrute mellem København og Oslo gennem Sverige.
Med andre ord vil folk gerne bruge toget, fordi det generelt er mere miljø-venligt end fly.
Det bekræftes af DSB’s meddelelse om i dag, at der i de tre sommer-måneder blev solgt 22 procent flere plads-reservationer til toget mellem København og Hamburg end i samme periode i 2023.
Samtidig har belægningen på DSB’s internationale dagtog ligget på flotte 85 til 90 procent. Mange afgange har også været udsolgt.
DSB vurderer, at omkring 10.000 danskere tog toget til EM i fodbold i Tyskland, hvilket selvfølgelig har hjulpet med til rekordsalget af billetter i sommers.
DSB’s kundechef Charlotte Kjærulff fortæller, at man også kan mærke en stigende interesse for at bruge toget til mini-ferier i udlandet.
I efterårsferien i uge 42 og weekenden op til ligger antallet af bookinger lige nu 57 procent over sidste år:
”Weekendture med toget er blevet så populære, at vi har øget antallet af billige Orange Europa billetter til vores udlandstog til Tyskland,” siger hun.
Samtidig har DSB styrket sit samarbejde med tyske DB. Det betyder, at man lige nu kan rejse til Berlin via Hamborg for blot 380 kroner.
Vi mangler dog fortsat at se DSB koble sig på det stigende netværk af nattog, som er blevet både på trendy og populære længere nede i Europa.
De forbinder bla. storbyer i Tyskland, Holland, Belgien, Storbritannien, Østrig, Schweiz, Italien, Tjekkiet og Spanien.
Nattogene skal være et reelt alternativ til de stressende morgenflye:
I stedet for at stå ekstremt tidligt op for at nå dagens første fly, kan man stige på toget aftenen før og nu frem frisk og udvilet næste morgen….
(Indledningsfoto til artiklen: Jens Hasse / Chili Foto / DSB)
Skriv et svar