Selvom det ofte var forbundet med forsinkelser og ombooking til andre afgange på grund af flyselskabernes og lufthavnenes personale-mangel, rejste 2.255.487 mennesker til og fra Københavns Lufthavn (CPH) i juni.
Det var samtidig det højeste antal rejsende i en måned i Danmarks største lufthavn, siden Corona ramte i foråret 2020. Søndag den 19. juni blev årets hidtil travleste dag i CPH med 86.922 rejsende.
Overordnet set er otte af ti passagerer nu tilbage i Københavns Lufthavn. Spørgsmålet er, om den positive tendens kan fortsætte i juli, der er indledt med pilotstrejke hos SAS.
”Vi er kede af, at strejken medfører gener for mange SAS-passager. Vi håber, at der bliver fundet en god løsning på konflikten. SAS er det største flyselskab i lufthavnen,” siger Peter Krogsgaard. Han er kommerciel direktør i CPH.
Han understreger samtidig, at lufhavnen selv er i fuld drift. Forårets problemer med lange ventetider i sikkerheds-kontrollen på grund af personale-mangel er løst. Langt de fleste rejsende kommer afsted som planlagt – bortset fra dem, der skulle med SAS.
Grækenland er det klart mest populære charter-rejse-destination ind og ud af København. I juni var der alene 41.070 feriegæster til det populære turistland. Det er 16,6 procent flere end i juni 2019 – før Corona – hvor 35.224 tog på chartertur til Grækenland.
I juni rejste godt 1,9 millioner til eller kom fra andre lufthavne i Europa. Indenrigs-trafikken var på 126.000 mennesker, mens kun knap 200.000 fløj interkontinentalt – primært USA.
London er til gengæld tilbage på sin faste plads som den mest populære destination ind og ud af Københavns Lufthavn. Under Coronaen var der vendt op og ned på placeringerne i Top-10, men den ser efterhånden ud som før pandemien.
- London -150.332 passagerer
- Oslo – 132.219
- Stockholm – 101.969
- Amsterdam – 97.497
- Paris – 78.165
- Aalborg – 78.018
- Reykjavik – 58.764
- Malaga – 51.106
- Helsinki – 49.108
- Frankfurt – 48.220 passagerer
(Indledningsfoto til artiklen: Bardur Mikladal / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar