På hoteller og charterrejser har man længe kunnet mærke en udvikling mod flere gæster, der er afsted på egen hånd. Single-ferier er ligefrem trendy.
Tilsyneladende er den udvikling nu ved at smitte over på krydstogterne, hvor ”solo cruises” har boomet efter Corona pandemien.
Det giver rederierne helt nye udfordringer:
Kun de færreste krydstogtskibe er nemlig indrettet til singles og har kun meget få kahytter til enkelt-personer. De er vant til par som kunder eller hele familier.
Den normale løsning er, at singles må leje en dobbelt kahyt til sig selv. Den er dyr, for rederierne tager som regel en hamper merpris, når de ikke kan fylde hver kahyt op med det planlagte antal passagerer.
Ifølge det engelske rejsebureau Panache Cruises, der er specialist i luksus-krydstogter, er der dog ændringer at spore hos rederierne.
Ingen af dem vil gå glip af en voksende og købedygtig målgruppe, som måske ellers ikke havde drømt om at købe et krydstogt.
Derfor kan man se, at flere og flere rederier bygger deres nuværende skibe om med flere enkelt-mands-kahytter og indretter deres nye til de ændrede markeds-forhold.
Stifteren af og topchefen i Panache Cruises – James Cole – indrømmer, at det godt kan virke lidt skræmmende for mange at tage på krydstogt på egen hånd.
Kommer man ombord på et af kæmpeskibene med mange tusinde passagerer ombord, er det nemt at føle sig ensom. Næsten alle andre kommer jo i par, rejser med en ven eller har hele familien med på krydstogt.
James Cole anbefaler derfor ”begyndere”, at de bør vælge mindre skibe, men gerne i luksus-klassen:
Her er fleksibiliteten som regel størst. Samtidig er der masser af gratis tilbud, så man ikke behøver at stresse undervejs.
Derudover er chancen stor for at møde andre singles i samme situation som en selv, medmindre man foretrækker at rejse uden kontakt med andre.
Cole, der har over 20 års erfaring med at sælge krydstogter, har en håndfuld gode råd til singles på krydstogter. Ligegyldigt, om det er deres første sejlads, eller de har prøvet det før:
Forberedelser
Det er meget vigtigt at vælge det rigtige rederi og rejseplan, når man er på egen hånd. Tag et rederi, som har specielle tilbud til alene-rejsende.
Dem finder man som regel flest af på luksus-skibe med færre passagerer ombord. Her vil der være mere personale og service pr. gæst end på de store skibe med mange tusinde gæster.
På et mindre krydstogtskib er chancen for at finde ligesindede også meget større. Man møder de samme ansigter og skal ikke stå og skubbe i lange køer i restauranter, ved poolen eller til arrangementer.
Udflugter
Modsat store mainstream krydstogter er mange udflugter til lands med i billetprisen på luksus-skibe. Det er især en fordel for folk uden den store erfaring med krydstogter.
Alligevel vil det være en fordel at tjekke rederiets udvalg af udflugter og booke dem på forhånd. At vælge de rigtige udflugter er ikke kun en fin måde at opleve nye destinationer på. Man kan også gøre det sammen med nyfundne venner.
Når man rejser alene, er gruppe-udflugter det mest sikre. Undgå at strejfe rundt i fremmede havne på egen hånd. Især efter mørkets frembrud.
Få mest ud af bekvemmelighederne ombord
På de store ”mainstream” skibe er ikke mange ting med i prisen. Tværtimod skal man betale ekstra for det meste.
Luksus-krydstogter er som udgangspunkt dyrere, men det er et spørgsmål, om de i virkeligheden er det, når man indregner alle de gratis ting og services ombord. Lige fra mad- og drikkevarer, over pool- og spa-adgang til udflugter.
De dyrere krydstogter giver samtidig bedre mulighed for at skræddersy sin rejse end i de store flydende byer, der er indrettet efter, at alle – eller i hvert fald de fleste – gør det samme.
Spis mere fleksibelt
En del rederier be’r deres kunder om at vælge tidlig eller sene spisetider på forhånd. Desuden kommer man til at sidde ved samme bord hver gang og med de samme medpassagerer.
Folk på solo krydstogt kan med fordel vælge rederier, der tilbyder fri ”seating” og fleksible spisetider. Så føler man sig ikke som et flokdyr og kan bestemme, om man sidde alene eller sammen med nye bekendte, man har mødt på sørejsen.
Personlig service
På store skibe har personalet – og især dem receptionsdisken – så travlt , at de kan give en personlig betjening. Også selvom de gerne ville.
Derfor risikerer man at føle som passager, at man ikke får al den opmærksomhed, som brochuren lovede – og som man kan have brug for.
På mange luksus-skibe får man tildelt sin egen butler eller i det mindste personale, som kun har få passagerer, de skal betjene….
(Indledningsfoto til artiklen: Pexels)
Skriv et svar