Når en ny topleder bliver ansat, skal han eller hun selvfølgelig selv kunne bestemme, hvordan vedkommendes kontor skal indrettes med møbler og kunst på væggene.
I de fleste tilfælde kan toplederen også vælge en egen firmabil. Dog som regel inden for et mindre antal mærker og en fast prisgrænse.
Sådan er det også langt hen ad vejen, når USA får en ny præsident.
Dog kan han ikke bestemme sin firmabil. Det er altid de kæmpestore ”The Beast” limousiner, der er både kugle og bombesikre.
Tilsyneladende er der også grænser for, hvor meget den nye præsident kan ændre på indretningen af det berømte ”oval office” i Det Hvide Hus.
I hvert fald plejer det at ligne sig selv år efter år på officielle fotos og tv-billeder med præsidenten og hans rådgivere på.
Noget anderledes kunne det se ud med den amerikanske præsidents aller-dyreste transportmidler. De to special-indrettede Boeing 747 jumbojets, der populært går under betegnelsen Air Force One.
Ifølge det amerikanske nyheds-medie ”Politico” vil den nyvalgte præsident Donald Trump – som en af sine første beslutninger efter sin indtræden – forlange, at den ydre lakering af verdens mest kendte jumbo-jet skal ændres.
Trump kan ikke lide de lyseblå farver på de nuværende Air Force One maskiner, og når deres afløsere bliver leveret fra Boeing i de kommende år, skal det være i mørkere kulører.
USA’s regering har for efterhånden adskillige år siden bestilt nyere Air Force One maskiner som erstatning for de nuværende to aldrende Boeing 747-200B maskiner.
Da de hører under USA’s luftvåben, er det militære typenummer VC-25A.
Efterfølgerne VC-25B er modificerede Boeing 747-800 typer. De er både større og mere moderne end de nuværende.
Problemet er blot, at Boeing for længst har stoppet produktionen af 747 Jumbo maskinerne.
De nye til Det Hvide Hus skal derfor bygges i hånden, hvilket gør dem meget dyrere end først budgetteret.
Den aftalte pris på 3,9 milliarder dollars eller ca. 27,6 mia. kroner gav allerede Boeing et underskud ved kontrakt-underskrivelsen.
I mellemtiden Boeings udgifter steget endnu mere, så den i forvejen kriseramte flyfabrikant kommer til at stå med et stort sort hul i regnskabet, når de nye Air Force maskiner efter planen skal leveres i 2027 og 2028.
Underskuddet bliver næppe mindre og forsinkelsen sikkert længere, når den nye præsident vil have ændret en masse i de endnu ufærdige fly.
Allerede i sin første embeds-periode fra 2016 til 2020 ville Donald Trump ændre farverne på Air Force, så de blev lakeret i mørkere toner.
”Rød, hvid og blå. Air Force One bliver helt utrolig. Det bliver toppen af poppen. Det bedste i hele verden, og det bliver i farverne rød, hvid og blå. De er de mest passende,” sagde Trump tilbage i 2018 til tv-stationen CBS.
Dermed skulle Air Force One ligne Trumps egne privatfly, der er lakeret i sort og guld. Det største af dem er en ældre Boeing 757.
Problemet med de mørke farver er imidlertid, at de opsamler mere varme. Det ville så kræve yderligere ændringer i flyets indre. Med tilhørende ekstra-udgifter, oplyste US Air Force.
Det nåede dog aldrig at ske, fordi flyene var langt fra færdige dengang, og i 2020 blev Trump afløst af Joe Biden som USA’s præsident.
Biden skiftede så tilbage til de oprindelige hvide, lyse- og mellemblå farver, der også præger de gamle Air Force One maskiner – se artiklens indledningsfoto.
Nu bliver det så spændende at se, hvordan vi fremover får Air Force One at se på himlen, i lufthavne og i tv.
Lakeringen er nemlig kun de ydre ændringer. Hvad Trump vil kræve af indre forbedringer, så Air Force One bliver endnu mere luksuriøs at rejse i, er indtil videre hemmeligt….
(Indledningsfoto til artiklen: Boeing)
Skriv et svar