(Opdateret) De færreste brancher og industrier har kunnet undgå påvirkninger fra de seneste to-tre års Corona pandemi. En af de hårdest ramte har dog været turismen.
”Det værste år i turismens historie” var 2020. Meget bedre blev det ikke i 2021, hvor international turisme kun gik frem med fem procent, fordi rejse restriktioner blev bibeholdt i de fleste lande verden over.
Resultatet var, at antallet af internationale turister faldt med over en milliard mennesker i forhold til tiden før pandemien. Niveauet svarede til de sene 1980’ere.
Lignende tal kan man også se i Danmark, hvor antallet af udenlandske turister lå 40,6 procent lavere end før pandemien. Mere præcist havde Danmark 17,1 millioner overnatninger af udlændinge, fremgår det af den netop offentliggjorte årsberetning fra landets nationale turistbureau Visit Danmark.
Sidste år blev dog trods alt bedre end 2020. Til trods for at rejsebranchen helt tydeligt fortsat befandt sig i kløerne på COVID-19.
Inden Corona havde den globale turisme set uafbrudt fremgang i flere årtier: Fra 1980 til 2019 var antallet af internationale rejsende vokset med raketfart fra 277 millioner om året til næsten 1,5 milliard.
Selv store globale kriser som SARS epidemien i 2003 eller den internationale finanskrise i 2009 var kun små bump i udviklingen. Den første rigtige nedtur kom først med Corona.
Her seks måneder ind i 2022 er optimismen vendt tilbage til turist-industrien, selvom man stadig kan mærke en vis skepsis og forsigtighed – skriver FN’s internationale turisme organisation UNWTO.
Mangel på personale som følge af en dårlig planlægning i lufthavne, hoteller og flyselskaber har undervurderet publikums lyst til at rejse igen – med masser af aflysninger og forsinkelser som resultat.
Dertil kommer Ruslands krig i Ukraine, en eksplosiv inflation og stigende Corona smitter i en række ferielande. De er alle med til at skrue forventningerne til 2022 ned.
Ifølge UNWTO’s seneste “World Tourism Barometer” steg antallet af internationalt rejsende turister med 182 procent i de første tre måneder af 2022 – sammenlignet med samme periode i 2021.
Dermed kom turismen op på 40 procent af niveauet fra 2019 – året før Corona. Drømmen om at nå 70 procent eller højere inden årets udgang er dog ved at gå i opløsning.
Nu spår UNWTO mere forsigtigt mellem 55 og 70 procent på grund af de ovennævnte jokere – Ukraine krig, prisforhøjelser og et comeback for Corona til efteråret.
Samme forsigtige skøn kommer fra VisitDanmark. Her forventer man nu først, at antallet af udenlandske turister i Danmark vil nå niveauet fra før Corona i 2024….
(Indledningsfoto til artiklen: Tim Gouw / Pexels)
Skriv et svar