Bare fordi man er turist og interesseret i gamle arkæologiske ting, behøver man jo ikke opføre sig dårligt.
Faktisk er det ofte et problem for landene langs Middelhavet, at udenlandske gæster vil have et souvenir med hjem.
De ting af plastik, man kan købe i turist-boderne, er selvfølgelig ikke gode nok. Nehrrjj -hvis man skal have noget med hjem, skal det være den ægte vare. Originale sten eller små stykker af antikke bygninger.
Den slags er naturligvis strengt forbudt og straffes med bøder – i alvorlige tilfælde med fængsel.
Toldmyndigheder og politi ved dog godt, at de langt fra fanger alle antik-tyvene. Faktisk kan man kun gætte på, hvor mange gamle ting der forsvinder ulovligt ud ad landet.
Så er det jo godt, at også turister kan blive plaget af dårlig samvittighed. Den toner måske frem, hver gang tyvene kigger på deres rov hjemme i stuen, hvor de har placeret det fremme til udstilling.
Sådan en turist med samvittighed oplevede Roms nationale museum forleden. Her modtog man nemlig en pakke fra en anonym amerikansk turist, der indeholdt et lille stykke marmor.
Sammen med stenen fulgte en håndskrevet seddel, hvor afsenderen undskyldte mange gange, at han eller hun havde stjålet marmor stykket fra en antik ruin i den italienske hovedstad.
Personen, der kommer fra Atlanta i Georgia, skrev i sin note til museet:
”Undskyld mig mange gange for at være sådan et amerikansk a..hole. Jeg tog noget, der slet ikke tilhørte mig.”
Afsenderen følte sig også dårligt tilpas, fordi vedkommende havde skrevet med tuschpen på marmor-stykket: ”To Sam. Love Jess. Rome, 2017.”
Museets direktør, Stephane Verger, fortæller til den italienske avis ”Il Messagero”, at dette spontane eksempel på bonde-anger måske skyldtes COVID-19 pandemien. Folk er bange og tænker mere over, hvad de gør.
Måske museums-manden har ret. I hvert fald tog det over tre år, fra marmor-stenen blev stjålet og, indtil den vendte tilbage til den italienske hovedstad.
Verger mener, at artikler og omtaler i amerikansk presse af et uheldigt turistpar kan have trigget personen nede i det sydlige USA:
Her havde to canadiere for 15 år stjålet en antik genstand fra ruinerne i Pompeji. Siden da skal de og deres familie have været forfulgt af sygdom og uheld. Som om der lå en forbandelse over tyvekosterne….
(Indledningsfoto til artiklen: Xlizziexx / Pixabay)
Skriv et svar