I de senere år har det primært været danskere og danske turister, som danske butikker har skullet betjene hen over sommeren.
Nu er de udenlandske turister ved at vende tilbage, og det samme er turisternes forventninger til, hvordan de kan betale for varer og services i danske forretninger, hoteller osv.
Ifølge en ny undersøgelse fra den internationale finans-teknologi-virksomhed Adyen er dansk erhvervsliv slet ikke forberedt på at benytte andet end de traditionelle betalingsformer som f.eks. Visa og Mastercard. MobilePay har udlændingene jo ikke.
Samtidig tager et faldende antal danske forretninger udenlandske kontanter, ligesom danskere sagtens kan opleve, at de ikke kan komme af med deres danske pengesedler, når de rejser udenlandsk.
Kun 30 procent af de adspurgte danske forretninger accepterer således moderne udenlandske betalingsformer som f.eks. de kinesiske AliPay eller WeChat Pay.
Antallet af kinesiske turister vil nok være begrænset i år, fordi de direkte flyforbindelser mellem København og Kina langt fra er på niveau med før Corona.
På den anden side var der i 2019 over 274.000 kinesiske overnatninger, og dem vil den danske turist-industri gerne have tilbage igen.
Samtidig arbejder kun hver fjerde danske forretning – 24 procent – med de såkaldte digitale wallets. Det er 11 procent lavere end det globale gennemsnit.
Det kan hurtigt blive et problem. Adyens undersøgelse afslører nemlig også, at 55 procent af udenlandske turister er parate til at forlade en butik eller en restaurant, hvis de ikke kan betale for et produkt eller en service med deres foretrukne betalingsform.
En del danske virksomheder er dog klar over deres svagheder i forhold til udenlandske besøgende:
Antallet af danske forretninger, der accepterer f.eks. de asiatiske betalingskort og nymodens digitale wallets er nemlig steget med syv procent siden 2022.
Før pandemien stod udenlandske besøgende i øvrigt for 61,5 milliarder kroner af det samlede turisme-forbrug. Det faldt til kun 27 milliarder under Corona i 2020, men ventes at stige markant igen i år….
(Indledningsfoto til artiklen: Adyen)
Skriv et svar