På korte flyrejser på under to-tre timer er det knap så vigtigt, at skærmene foran en i ruteflyets kabine har et stort udvalg af film og tv-serier at vise.
Her er nogle gode musik-programmer, nyheds-kanaler, lidt computerspil og en internet-forbindelse fuldt tilstrækkeligt for de fleste.
Er man til gengæld undervejs på de lange ruter – f.eks. over Atlanten eller mellem Europa og Asien – er ”In-Flight Entertainment” en vigtig konkurrence-parameter for flyselskaberne.
De kappes da også på livet løs om at vise de nyeste Hollywood film og de mest populære tv-serier plus naturligvis at tilbyde de hurtigste internet forbindelser ombord. Man skal føle sig hjemme i aluminiums-røret i 12 kilometers højde. Helt bogstaveligt.
Det store engelske online rejsebureau Globehunters har ladet sine eksperter kigge på underholdnings-tilbuddet hos 20 flyselskaber, der satser på de lange ruter.
Testen fokuserer på flyselskabernes Economy Class. Det er her, de fleste passagerer rejser – og her, hvor de største forskelle og pris ligger.
Oppe i Business og First Class er In-Flight entertainment som regel gratis og udbuddet af services bredest hos alle flyselskaber.
Globehunters har bl.a. kigget på Wi-Fi pris og hastighed på Economy Class. Desuden ser testfolkene på ting som live tv, skærmenes kvalitet, mulighed for at koble egne gadges på, strømstik til egne apparater, udvalget af nyere biograffilm og musik streaming.
Det ligner, hvad de fleste flypassagerer efterlyser, når de skal rejse i mange timer med et rutefly.
Til sidst har Globehunters uddelt points til alle testede flyselskaber. 100 er det maksimalt opnåelige, men det har ingen selskaber været i nærheden af.
Turkish Airlines, der er det flyselskab i verden, som lander i flest lufthavne, kom tættest på af alle med 94,60 points. Lige efter følger Emirates og American Airlines.
Her er Top-10 over de flyselskaber, der har den bedste underholdning ombord til Economy Class passagerer:
- Turkish Airlines – 94.60 points
- Emirates – 94,24
- American Airlines – 94,24
- Air New Zealand – 91,00
- Etihad – 89,22
- Lufthansa – 87,76
- Air China – 86,00
- China Southern Airlines- 86,00
- Air Canada – 85,31
- Singapore Airlines – 85,24 points
Den komplette liste med karakter-givning i de enkelte kategorier kan studeres via dette link….
(Indledningsfoto til artiklen: Trends & Travel)
Skriv et svar