Den stærkt ekspanderende danske Zleep kæde af hoteller kan fremover kalde sig tysk – eller måske bedre tysk, dansk og international.
Den tyske hotelgruppe Deutsche Hospitality har nemlig købt 51 pct. af aktierne i Zleep, der i øjeblikket har 10 budget-klasse hoteller i Danmark og et enkelt nær Stockholm i Sverige.
Zleep Hotels er kendt for et minimalistisk koncept, hvor hotelværelserne er indrettet med en seng af høj kvalitet, en god brusekabine, et fladskærms-tv samt gratis adgang til et hurtigt Wi-Fi netværk.
Alt er udformet i moderne skandinavisk design med fokus på, at hotellet primært skal bruges til at overnatte i – og måske til at arbejde et par timer med laptoppen. Til gengæld koster værelserne ikke over 500 kroner pr. nat.
Den klare strategi har tiltalt den store tyske hotelgruppe, der har hoteller i flere lande ud over Tyskland. Blandt andet i Østrig, Schweiz, Spanien, Holland, Tyrkiet, Dubai, Qatar, Oman, Saudi Arabien, Kina og Ægypten.
Nu kommer Skandinavien også med på verdenskortet hos Deutsche Hospitality, der vil omfatte knap 150 hoteller på tre kontinenter, når Zleeps 11 tælles med.
Hvis det ret anonyme Deutsche Hospitality ikke ringer en klokke, vil hyppige Tysklands-rejsende uden tvivl genkende gruppens tidligere navn – Steigenberger Hotels.
Den blev grundlagt tilbage i 1930 af Albert Steigenberger, der var en kendt skikkelse i luksus hoteller. Både i Tyskland og internationalt.
Steigenberger Hotels & Resorts er fortsat det mest kendte brand i Deutsche Hospitality. Kæden har 56 luksus-prægede hoteller i traditionelle historiske bygning. Ofte kombineret med eksklusive områder til wellness og skønhedspleje.
Maxx by Steigenberger er gruppens kæde af no-nonsense hoteller. Jaz in the City har trendy livsstils-hoteller med tæt tilknytning til det lokale kultur- og musikliv, mens IntercityHotel har 40 byhoteller, der alle ligger i gå-afstand fra enten togstationer eller lufthavne.
Zleep Hotels blev grundlagt i 2003 og var indtil i dag privat-ejet med Peter Haaber som topfiguren. Han fortsætter som chef for Zleep Hotels, efter at tyskerne reelt set har købt kæden.
Peter Haaber ser store muligheder i overtagelsen. Dels får Zleep adgang til en kapitalstærk partner. Dels åbner den mulighed for, at Zleep kan ekspandere sydpå – til Tyskland og hele det centrale Europa.
De første 10 Zleep hotels ligger i Danmark, hvor yderligere fire er på vej. For nylig åbnede Zleep sit første hotel i Sverige.
Ambitionen er at nå 40 Zleep hoteller i Skandinavien inden 2025. Måske det kan blive til endnu flere, når sigtet vendes mod det store tyske marked….
Skriv et svar