I de senere uger har jeg her på Trends & Travel åbnet en ny artikel-serie om usædvanlige hoteller, hvor gæsterne kan få en alt andet end almindelige oplevelse.
Ikke fordi hotellerne er specielt luksuriøse eller har verdensdelenes bedste restaurant og bar, men fordi konceptet bare er anderledes.
Undervejs har vi bl.a. besøgt verdens første hotel i et fungerende ølbryggeri eller et hotel, hvor man får serveret champagne og hundehvalpe med room service.
Til vores tredje artikel i serien kravler vi højt til vejrs og kombinerer camping med hotel i midten af den tyske storby Hamburg.
Det har intet med Airbnb at gøre, der jo er kendt for at tilbyde dele-boliger i trætoppe, gamle jernbanevogne eller huler med udsigt i Grækenland.
Ideen kommer fra det nye Pierdrei Hotel midt i Hamburgs gamle havnekvarter HafenCity. Ikke langt fra hansestadens piktoreske Elbphilharmonie og med flere hundrede år gamle lagerhuse tæt på.
Pierdrei Hotel havde et fladt tag i syv meters højde og med 155 kvadratmeters areal, som man godt ville udnytte til noget sjovt og spændende.
Det mest oplagte var jo nok at åbne en tagterrasse med restaurant og bar. Udsigten heroppefra er nemlig fornem over Hamborgs havn. Den idé har andre dog for længst taget.
Hvad så med at indrette en campingplads heroppe? Placere et antal mobile hjem, som hotelgæsterne kan leje som alternativ til de normale værelser i bygningen nedenunder?
Det påfund er vist nok ikke set før. Resultatet er ”Camper City” på toppen af en af Hamborgs nyeste hoteller. En skæg mix af traditionel hotel-luksus og det lidt mere frie liv som campist. Ordet ”glampist” er nok mere velegnet.
Pierdrei Hotel er bl.a. gået i samarbejde med Tysklands store campingvogn fabrikant Dethleff, der straks var straks med på ideen.
Dethleffs har leveret en af sine seneste nye kreationer – den dråbeformede Coco campingvogn til formålet. Den bliver det naturlige hjerte i Camper City, selvom den bliver flankeret af vogne fra andre fabrikater.
Faktisk er det endt med, at Dethleffs har sat hele tre Coco’er op på hotellets tag. Hver af dem har plads til to. De er altså en slags luftige dobbelt-værelser med låste hjul på.
Den lidt retro-stylede campingvogn rummer en L-formet sofa og seng, spisehjørne, lille køkken, bad og toilet samt masser af lys. Coco har nemlig både store vinduer i siderne og i loftet.
Pierdrei Hotel lægger dog en del ekstra luksus ind i campingvognene, end de normalt er udstyret med. Det drejer sig om et stort fladskærms-tv, Wi-Fi netværk, telefon, køleskab og muligheden for at bestille room service ligesom i hotellets mere almindelige værelser og suiter.
Det skal koste 80 euro – ca. kroner – at leje en Coco pr. nat. Campingvognene vil være åbne i forår, sommer og efterår, men det vil være muligt at bo i dem om vinteren. Det vil dog kræve en særlig tilladelse fra hotellets management.
Selve Pierdrei hotellet får 212 værelser i fem forskellige størrelser. Ud over de vanlige restauranter og barer får hotellet også en intim koncertsal med 100 sæder, en biograf lounge og et 200 kvadratmeters areal med spillekonsoller beregnet til børn og teenagere.
Pierdrei Hotel åbner i september….
Skriv et svar