Aldrig har så mange danske feriehuse været udlejet som nu, og tyskerne sidder på broderparten af bookingerne.
Mens danskerne strømmer afsted sydpå i tusindvis efter to somre i eget land, tager rigtigt mange tyskere nordpå for at bo i danske sommerhuse.
Ifølge Danmarks Statistik stod tyske gæster i juni for 1,6 millioner overnatninger i danske feriehuse. De var udlejet 2,5 millioner gange, hvilket er det højeste antal nogensinde.
Tallene for den helt store feriemåned juli er naturligt nok ikke klar endnu, men de bliver næppe dårligere end i juni.
Tyskerne holder nemlig traditionelt sommerferie senere end danskerne. Skoleferien begynder f.eks. først i den sidste tyske delstat – Bayern – på fredag.
Med danskernes utrolige lyst til at tage på ferie ved Middelhavet bliver der til gengæld ikke en gentagelse af sidste års danske invasion i danske sommerhuse.
I juni 2022 var der således ”kun” 625.200 danske overnatninger, hvilket er et fald på 31 procent i forhold til samme måned i 2021.
Vesterhavns-kommunerne Ringkøbing-Skjern og Varde havde med henholdsvis 426.500 og 423.100 langt de fleste feriehus overnatninger i juni.
Derefter kommer Bornholm med 127.963 efterfulgt af Tønder / Rømø med 118.700 og Hjørring med 109.600 overnatninger.
Ved udgangen af juni var der booket 353.100 uger i danske feriehuse i resten af 2022. Det er et fald på otte procent i forhold til sidste år.
De tyske bookinger er gået frem med fire procent, mens de danske næsten er halveret….
(indledningsfoto til artiklen: Niclas Jessen / VisitDenmark)
Skriv et svar