Sidste år var det danskerne selv, som lejede ferie- og sommerhuse i eget land. Det skyldtes naturligvis rejse-restriktioner i mange lande og, at angsten for at blive smittet med Corona sad dybt i os.
I år ser situationen helt, helt anderledes ud. Danskerne har sørget for udsolgte charterfly sydpå. De ville ned at se, om Middelhavet stadig var så blåt, som de huskede det fra før pandemien.
Det har selvfølgelig betydet, at mange danskere har svigtet landets feriehuse. Faktisk faldt antallet af danske overnatninger i juli med hele 46 procent i forhold til samme måned for et år siden.
I nøgne tal var der 1,6 millioner danske overnatninger i danske feriehuse i juli, fortæller Danmarks Statistik. Tallet er dog stadig højere end i juli før pandemien, så en del danskere må have fået smag for at holde sommerferie i eget land – og fortsætte med at gøre det.
Sommerhus-ejerne har dog ikke haft problemer med at leje ud. Tyskerne er nemlig flyttet ind i store antal, hvor der tidligere var danske nummerplader på bilerne foran sommerhusene.
Hele 54 procent flere tyske feriehus-gæster prægede det danske sommerland i juli. Næsten to millioner overnatninger stod tyskerne for. Dermed er den klart største gruppe af udenlandske gæster i Danmark.
Nordmændene kom ind som nummer to med 392.000 overnatninger. Det er en kæmpe stigning i forhold til 2021, hvor kun lidt over 20.000 vovede sig sydpå til Danmark. Faktisk 1.842 procent flere ifølge Danmarks Statistik.
Svenskerne kom så ind på tredjepladsen foran hollænderne. Alt i alt havde Danmark 2,6 millioner udenlandske overnatninger i feriehuse i juli.
Størst sommer-travlhed havde vesterhavs-kommunerne Ringkøbing-Skjern og Varde med henholdsning 620.100 og 596.400 overnatninger i årets syvende måned.
Herefter kom Bornholm med 221.200, efterfulgt af de nordjyske kommuner Jammerbugt og Hjørring med 208.400 og 203.900 overnatninger.
De fem kommuner sidder dermed tilsammen for knap halvdelen af samtlige feriehus-overnatninger i Danmark….
(Indledningsfoto til artiklen: Robin Skjoldborg / VisitDanmark)
Skriv et svar