Tyske flypassagerer oplevede langt de fleste aflysninger af fly-afgange i det forløbne år, mens Danmark følger efter på en europæisk ottende-plads.
Tallene stammer fra det internationale konsulent-firma Flightright, der har specialiseret sig i at hjælpe passagerer med at få erstatning og kompensation, når deres fly er forsinket, aflyst eller overbooket.
Ifølge Flightright var hver 50. start aflyst i tyske lufthavne mellem den 1. januar og den 3. december i år.
Mere præcist var det 12.218 flyvninger eller 1,91 procent af alle afgange fra tyske lufthavne.
Samtidig var en fjerdedel af samtlige tyske afgange – 23, 21 procent – forsinket med mere end 15 minutter. Det svarer til 158.575 forsinkelser på godt 11 måneder!
Danske lufthavne var ikke meget bedre på dét punkt. Herhjemme måtte passagerer acceptere 28.108 forsinkelser eller 22,14 procent.
Årsagerne til, at det gik så galt i tyske lufthavne, er bl.a., at de fortsat mangler personale efter Corona pandemien. Det var det også galt med i 2022, men alligevel er antallet af aflysninger vokset fra 1,84 til 1,91 procent.
Andre forklaringer er strejker og dårlige vejrforhold, der har påvirket de tyske lufthavne negativt i det forløbne år.
Her er Flightrights Top-10 over de lande, der har haft flest flyaflysninger.
- Tyskland – 1,91 procent aflysninger
- Frankrig – 1,75 procent
- Holland – 1,64 procent
- Storbritannien – 1,54 procent
- Schweiz – 1,28 procent
- Portugal – 1,25 procent
- Norge – 1,21 procent
- Danmark – 1,17 procent
- Italien – 1,10 procent
- Østrig – 0,98 procent aflysninger
Flightright har naturligvis også kigget nærmere på, hvilke lufthavne der har haft flest aflysninger og forsinkelser i år.
Her skal vi en tur til Frankrig for at finde den værste lufthavn af alle i Europa. Det er Orly lufthavnen i Paris med 2,36 procent aflysninger og 17,6 procent forsinkelser.
Franskmændene bliver dog slået med adskillige længder afflere europæiske lufthavn, når det gælder fly, der er mindst et kvarter forsinket ved afgang.
Lissabon tager rekorden med 40,59 procent, mens Gatwick i London tjekker ind med 33,98 procent. Det vil sige, at mere end hver tredje fly afgår for sent.
Ikke meget bagefter følger Englands og Europas største lufthavn – Heathrow i London. Den har lige fået dansk topchef i skikkelse af Thomas Woldbye, der tidligere stod i spidsen for Københavns Lufthavn.
Woldbye kommer på noget af en opgave, når 30,99 procent af flyene er forsinket i hans lufthavn. Det er på linie med Istanbuls 30,23 procent.
Tyskerne ligger igen højt med hele fire lufthavne blandt de 10 værste med hensyn til aflysninger og forsinkelser.
Det er Frankfurt, Berlin, München og Düsseldorf, som også mange danske flyrejsende benytter.
Til gengæld placerer Københavns Lufthavn sig på en mere rimelig europæisk 11. plads med 1,2 procent aflysninger af i alt 97.201 afgange. Det svarer til 1.164 aflysninger.
Med hensyn til forsinkelser på over et kvarter havde København 23.124 eller 23,79 procent. Det er også et højt tal.
Stockholm følger ikke langt bagefter på en 15. plads. Oslo ligger som nummer 20 og Helsinki placerer sig som 24. værst i aflysninger.
Her er Flightrights Top-10 over de lufthavne i Europa, som havde flest aflysninger og forsinkkelser af afgange her i 2023. Procenten af forsinkelser vises i parentes:
- Orly i Paris – 2,36 pct. aflysninger og 17,06 pct forsinkelser
- Düsseldorf – 2,14 procent og 15,93 procent
- London Heathrow – 2,08 og 30,99 procent
- Berlin – 2,02 og 24,68 procent
- München – 1,97 og 24,86 procent
- Frankfurt – 1,93 og 29,06 procent
- Amsterdam – 1,81 og 27,39 procent
- Milano – 1,64 og 27,48 procent
- Nice – 1,59 og 24,68 procent
- London Gatwick – 1,39 pct. aflysninger og 33,98 pct. forsinkelser
Flightright anbefaler, at man så vidt muligt skal vælge at fly midt på dagen, hvis man vil undgå forsinkelser og aflysninger. De går mest ud over aften-afgangene.
Forsinkelser om aftenen påvirker også ofte morgen-afgange næste dag:
Så kan piloterne nemt have passere deres maksimale antal tilladte flyvetimer, og/eller dagens sidste ankomst ikke når frem, før lufthavnen skal lukke for natten. Så mangler flyet næste morgen….
(Indledningsfoto til artiklen: Getty Images / Unsplash+)
Skriv et svar