Uber forsvandt fra Danmark, fordi de danske taxa-selskaber fik lagt pres på politikerne, så de forbød den alternative – og billigere – kørsels-tjeneste.
Uber har haft tilsvarende problemer i en del andre lande, men åbenbart ikke overalt:
Inden længe vil man nemlig kunne bestille en køretur i New Yorks berømte gule taxaer fra sin Uber app. Dermed kan man som Uber bruger frit vælge mellem at køre med en rigtig taxi eller en privat UberX personbil, mens man opholder sig i USA’s største by.
Ligesom hos Uber vil passagererne fremover få en fast pris på forhånd, så de ved, hvor dyrt det bliver at køre i en Yellow Cab gennem New York.
Uber har også haft sine slagsmål med de amerikanske taxa-chauffører, men fjendtlighederne er i hvert fald henlagt i den nye aftale, som Uber har indgået med de to store New York taxa-software-selskaber Curb og CMT.
Her under Corona har de ikke kun konkurreret heftigt med hinanden om passagerer med mundbind på. Både Uber Eats og de gule taxier har tjent store penge på at køre madvarer ud til hjemme-isolerede kunder.
Uber gør opmærksom på, at krigen er bilagt i mange store byer verden over – f.eks. i Tyskland, Spanien, Østrig og Sydkorea. I Tyrkiet og Hong Kong er Uber større end de lokale taxi-selskaber.
Ubers seneste nye feature i sin app er i øvrigt en Explore knap, der gør det muligt at reservere bord på restauranter og se anbefalinger for turist-attraktioner.
Desuden har Uber åbnet et særligt Privacy Center online til sine chauffører, hvor de kan se alle de karakterer og bedømmelse, passagerer har afleveret af dem i app’en.
(Indledningsfoto til artiklen: Life of Pix / Pexels)
Skriv et svar