Corona krisen betød masser af fly-aflysninger, og tusinder af mennesker sad fast i udlandet uden at vide, hvornår de kunne rejse hjem igen.
De fleste regeringer – også den danske – arrangerede evakuerings-fly, der hentede statsborgere tilbage til hjemlandet. Nogle gjorde det gratis. Andre sendte en regning efterfølgende.
Den 20-årige græker Kleon Papadimitriou studerer i skotske Aberdeen og havde bestilt og betalt flybilletter i slutningen af marts, så han kunne nå at se sin familie i Athen, inden COVID-19 pandemien lukkede hele Europa.
Det var en dårlig idé, som den unge græker fik, selvom han bookede afgange med tre forskellige flyselskaber.
Dagen efter stoppede de alle deres drift. Europas luftrum var tomt for passagerfly i flere måneder derefter.
Kleon ville dog ikke give op. I stedet købte han sig en racercykel og monterede en bagagebærer, så han kunne have telt og camping-udstyr med.
Hans plan var at cykle hele turen fra Aberdeen til Athen. 3.500 kilometer lang er rejsen. Kørte man i bil, ville turen kunne klares på 30-40 timer. Med fly ville den tage maksimalt en halv dag – inklusive mellem-landinger.
Cykelturen kom imidlertid til at vare 48 dage, som han gennemførte fra midten af maj og til begyndelsen af juli. Historien om den friske græske cyklist er dog først blevet offentliggjort i denne uge i græske medier.
Kleon cyklede gennem England, Holland, Tyskland, Østrig, Italien og med færge til Grækenland. Derefter manglede han kun 200 kilometer til sine forældres hus.
Undervejs overnattede han som regel i telt på marker eller i skove, for hoteller og vandrehjem var lukkede på grund af Corona.
Meget smart havde han udstyret sin cykel med en tracker enhed, så hans forældre hele tiden via deres pc og mobiltelefon kunne følge, hvor langt han var nået.
Naboer og venner kiggede med og sendte konstant opmuntrende sms’er og beskeder til ham via sociale medier. Alle heppede og havde et fælles projekt, mens verden ellers kun talte om virus og smittefare.
Sikken en ferierejse….
(Indledningsfoto til artiklen: Mabel Amber / Pixabay)
Skriv et svar