Som om COVID-19 ikke allerede volder meget besvær og forandringer, når vi forsøger at komme ud at flyve igen.
Vi skal have ansigts-masker på lufthavne og i fly.
Vi skal holde fysiske afstande hele tiden. Mængden af bagage i kabinen er stærkt begrænset. Vi får ingen mad og drikke på flyveturen.
Vi skal huske at tjekke, om det land, vi vil flyve til, kræver 14 dages isolation efter landing. På samme måde skal gå i isolation, når vi kommer hjem efter rejsen.
Måske kan vi ligefrem blive tvunget til det af vores arbejdsgiver, der har ret til at sende os på 14 dages ekstra ferie – uden løn.
Endelig skal vi dobbelt-tjekke vores rejseforsikringer, om de dækker lige nu i lande uden for Danmark. Det blå sygesikrings-kort er ikke altid nok.
Nu kommer så en ny irritation på tværs. Vi skal måske udfylde en masse papirer og love, at vi ikke fejler noget eller har været i berøring med Corona smittede, inden vi får lov til at tjekke ind på en flyvetur til udlandet.
Den nye ”papir-grænse” indføres af store amerikanske United Airlines. Da United samtidig er verdens tredje-største flyselskab, er der en vis sandsynlighed for, at andre flyselskaber får samme idé. Også i andre lande. Vi får se.
United kræver således af alle sine passagerer, at de skal udfylde et spørge-skema om sundhed som led i deres check-in proces.
Først og fremmest skal passagererne på tro og love erklærer, at de ikke har eller har haft Corona symptomer. De må heller ikke have været i kontakt med folk, der har været testet positive for COVID-19.
Desuden skal de bekræfte og underskrive, at de ikke selv har fået stillet diagnosen Corona i de seneste 21 dage før flyveturen.
I de seneste 14 dage må de heller ikke have haft:
- En krops-temperatur på over 38 grader Celsius.
- De må ikke have haft hoste.
- Have haft åndedræts-problemer af nogen art.
- Haft muskel-smerter.
- Haft ondt i halsen.
- Have været forkølet.
- Haft kuldegysninger.
- Eller oplevet, at deres smags- eller lugtesans har svigtet.
Derudover får passagerer ikke lov til at rejse med United, hvis de har været afvist hos et andet flyselskab i de seneste 14 dage, fordi de har fået konstateret en infektions-sygdom.
Det nye spørgeskema kan udfyldes digitalt på Uniteds hjemmeside eller via flyselskabets egen app, når man bestiller en flybillet eller tjekker ind.
Det vil også være muligt at udfylde skemaet manuelt på Uniteds kontorer og ved check-in skranker i lufthavnene.
Først, når passagererne har bekræftet, at deres oplysninger er sande, vil de kunne få udleveret deres boarding pass.
Spørgeskemaet er en del af United Airlines nye ”Clean Plus” program, der skal sikre, at både passagerer og flyselskabets ansatte kommer sunde igennem Corona krisen.
United Clean Plus er udviklet i tæt samarbejde med medicinske specialister fra den kendte amerikanske Cleveland Clinic.
Programmet kræver f.eks, at alle passagerer og personale på United’s fly bærer ansigts-maske på hele rejsen.
Passagerer vil opleve øgede krav til social afstand. Der vil være skærme ved alle United skranker. Bagage vil blive afleveret og hentet, uden at andre end kuffertens ejer rører den. Desuden har flyselskabet opstillet håndsprit alle vegne.
Endelig understreger United, at alle fly har fået deres HEPA-filtre opgraderet til den seneste nye model.
HEPA-filtrene sidder i passagerflyenes air condition anlæg. De sørger for at rense luften i kabinen meget effektivt – med 99,97 procent – og udskifter samtidig al luft med et par minutters mellemrum.
Til sidst lige én gang til: United Airlines er det første af de store internationale flyselskaber, som har indført de nye tro-og-love erklæringer om passagerernes sundheds-tilstand.
Ingen europæiske flyselskaber har så vidt vides gjort noget tilsvarende endnu. På den anden side kan det meget vel være, at Uniteds idé ”smitter” over på konkurrenterne i luften….
(Indledningsfoto til artiklen: Emiel Molenaar / Unsplash)
Skriv et svar