Selvom USA godt kan lide at prale af landets liberale holdninger og, at alle, der viser godt initiativ, har chancer for at blive rige, er virkeligheden ikke altid lig med teorien.
Det er i hvert fald, hvad det nystartede norske Norse Atlantic Airways oplever for tiden. Det føler nemlig, at USA gør alt for at beskytte sine egne flyselskaber mod øget konkurrence. Så meget – eller rettere lidt – ligger der i de af FN og EU markedsførte ”free skies.”
For en uge siden opfordrede lederen af det amerikanske parlaments transport-udvalg Peter DeFazio præsident Joe Biden til at forbyde Norse Atlantic adgang til markedet i USA.
DeFazio bakkes nu op af topledelsen i United Airlines og de amerikanske piloters fagforening Air Pilots Association:
”Norse er et forretnings-mæssigt Frankenstein monster, der er sat sammen af en skal af lutter døde dele,” siger fagforenings-bossen Joe DePete til det amerikanske branche-medie ”Airlines Weekly”.
Bag Norse Atlantic Airways står en stor del af samme personkreds, der i sin tid etablerede Norwegian. Også her fløj man ind i politiske turbulenser, da man i 2009 søgte om start- og landings-tilladelser i USA.
Både det gamle Norwegian og det nye Norse har samme planer om at indføre billige flybilletter mellem Europa og USA. Planer, som de etablerede flyselskaber bestemt ikke bryder sig om:
”Historien med Norwegian viser, at man ikke kan tjene penge på lavpris over Atlanten. Norwegian gjorde meget skade undervejs, men nu er selskabet heldigvis borte,” erklærer United Airlines topchef Scott Kirby til ”Airlines Weekly”.
United er verdens tredje-største flyselskab. Men når man er meget stor, frygter man åbenbart frække små rivaler.
Et af amerikanernes angreb går på, at Norse tilsyneladende vil bruge samme taktik som Norwegian. Nemlig at ansætte sine piloter og kabine-personale i lavt-løns-lande som Irland for at spare penge.
Bag det nye Norse Atlantic Airways står bl.a Norwegians stifter og tidligere topchef Bjørn Kjos. Manden med de mange penge er den norske milliardær Bjørn Tore Larsen, der har tjent sin formue på rederier og skibsfart
Norse har planer om fra at åbne lavpris-ruter fra Oslo, London og Paris til New York, Los Angeles og Miami. Præcist som Norwegian gjorde for 12 år siden.
Senere skal også komme ruter til Asien og fra flere andre europæiske storbyer. København er ikke nævnt, men kunne være oplagt – ligesom den danske hovedstad var det for Norwegian igennem flere år.
Norse vil gå på vingerne til december med ni brugte Boeing 787 Dreamliner fly, som tidligere tilhørte netop Norwegian.
Norse kan også forestille sig et samarbejde med Norwegian, der kunne fungere som underleverandør. I fagsprog kaldes det for en ”feeder”.
Det er et selskab, der flyver passagerer fra rundt i Europa til centrale lufthavne, hvor de kan rejse billigt videre til f.eks. USA med en langdistance specialist som Norse.
Norse står nu over for at søge om tilladelse til at åbne ruter mellem Europa og USA. Det er her, hvor amerikanske politikere, fagforeninger og flyselskaber vil stikke en kæp i hjulet på de norske opkomlinge.
Norwegian havde præcist de samme problemer i sin tid: Da tog det flere år, inden nordmændene fik tilladelsen kørt igennem….
(Indledningsfoto til artiklen: Norse Atlantic Airways)
Skriv et svar