Fra næste forår må Economy Class rejsende med Lufthansa, Austrian og Swiss forberede sig på ændringer i udvalget af snacks og måltider ombord på passagerflyene.
De gratis snacks forsvinder helt. Måltider, sandwiches og drikkevarer skal man fremover betale for. På ”monkey class” vil kun en flaske vand være gratis på de europæiske ruter.
Economy Class passagerer skal i stedet betale for mad og drikkevarer. Rejsende på Business får det fortsat gratis.
Det skal dels øge omsætningen på hver flyvning, og de kriseramte flyselskaber kan bruge hver en krone i disse Corona tider.
Dels skal det give Lufthansa, Austrian og Swiss mulighed for at tilbyde et større udvalg af friske måltider. Ofte med et regionalt tilsnit.
Desuden vil det bringe flyselskaberne et lille skridt videre hen imod en mere miljørigtig drift. Madspildet bliver mindre, og de nye menuer vil blive leveret i indpakning af genbrugs-materialer.
”Vores nuværende snacks i Economy Class” opfylder ikke vores kunders forventninger. Vores nye udvalg bygger på kundernes feedback. Når de skal betale for deres mad og drikke, får de et både bedre og bredere udvalg at tage fra,” forklarer Lufthansa.
Lufthansa, Swiss og Austrian hører til samme tyske koncern, men både logo, ruter og den serverede mad ombord er forskellig fra selskab til selskab. Sådan skal det også være fremover.
Austrian kommer først med den nye Economy Class servering. Det sker til næste forår. Swiss og Lufthansa følger efter nogle uger senere.
Hvad mad og drikke skal koste på økonomi klasse, vil de tre flyselskaber først oplyse på et senere tidspunkt….
(Indledningsfoto til artiklen: Oliver Roesler / Lufthansa)
Skriv et svar