Torsdag morgen vågnede mange indbyggere i Venedig op til et overraskende syn:
For første gang siden Corona pandemiens start havde et stort krydstogtskib ankret op midt i den berømte gamle by.
Det skete på trods af flere års protester og italienske politikeres løfter om at flytte de store skibe fra selve Venedig og ud til en industri-havn nogle kilometer fra bycentrum. Senest bekræftet af regeringen i Rom i april i år.
Dertil kommer, at en en håndfuld verdenskendte kunstnere har blandet sig i diskussionen:
Mick Jagger fra Rolling Stones og film-instruktøren Francis Ford Coppola er blandt underskriverne på et åbent brev, der under stor presse-bevågenhed er sendt direkte til den italienske regering i Rom.
I brevet advarer kendisserne om, at Venedig risikerer at blive ødelagt af krydstogtskibene, der ofte er så store, at de rager op over byens gamle tage.
Lige lidt hjalp det.
På grund af diverse administrative genvordigheder har de italienske myndigheder nemlig ikke kunnet få flytningen af krydstogtskibene på plads endnu. Infrastrukturen er ikke klar trods flere års forberedelser.
Af samme grund må krydstogtskibene igen vende tilbage til Venedig denne sommer og placere sig i umiddelbar nærhed af den berømte Markusplads.
Både mange af Venedigs indbyggere samt historikere og miljø-forkæmpere fra hele verden har råbt vagt i gevær over krydstogt turismens ”overfald”.
Venedigs sarte trafikårer er slet ikke gearet til at håndtere så mange tusinde turister ad gangen, som de store skibe ankommer med.
Desuden er skibene så store, at de øger vandstanden i Venedigs kanaler, som de også er med til at forurene. Mens skibene var fraværende i de seneste halvandet år, er flere vandfugle, fisk og delfiner vendt tilbage i det nu rene vand.
Det første skib, der i torsdags fik den kontroversielle ære at åbne den nye krydstogt-sæson i Venedig, var MSC Orchestra. Det er på 92.000 tons og ankom tomt fra den græske havneby Piræus ved Athen.
MSC Orchestra skal efter planen tage 650 passagerer ombord i Venedig, som derpå tager på krydstogt til Bari, Korfu, Mykonos og Dubrovnik.
Under normale omstændigheder har MSC Orchestra plads til 3.000 passagerer, men på grund af skrappe Corona restriktioner tager skibet kun et meget lavere antal med. De skal desuden alle sammen være fuldt vaccinerede.
Ankomsten af MSC Orchestra kommer i øvrigt næsten på dato to år efter, at et andet krydstogtskib fra samme rederi viste, hvor farligt det er med store skibe i små kanaler.
Dengang mistede styrmanden på MSC Opera herredømmet over deres skib, da det skulle navigere ud fra sin anlægsplads i centrum af Venedig.
Resultater var, at MSC Opera stødte ind i et meget mindre passagerskib. Fire mennesker blev kvæstet, og begge skibes skrog smadret.
Til sidst skal lige nævnes, at bestemt ikke alle indbyggere i Venedig er utilfredse med de store krydstogtskibe. En del er også glade for dem, fordi de bringer masser af omsætning til den flydende by.
Derfor er der faktisk planlagt to demonstrationer i Venedig i denne weekend. Den ene imod skibene – den anden for….
(Indledningsfoto til artiklen: World Monument Fund)
Skriv et svar