Det var et af denne klodes ældste fungerende passagerfly, der lørdag forulykkede op ad en bjergvæg i Schweiz. Tre besætningsmedlemmer og 17 passagerer omkom.
Flyet var en Junkers Ju 52 fra 1939, der tilhørte det lille schweiziske selskab Ju Air. Selskabet har specialiseret sig i rundture over Alperne, og det var netop på sådan en sight seeing fra oven, at den tragiske ulykke skete 2.540 meters højde over havoverfladen.
Ju Air har ejet tre flotte gamle tre-motorers passager maskine i adskillige år, efter at de blev pensioneret fra det schweiziske luftvåben. Ju 52 med ID-koden HB-HOT blev 79 år gammel.
Efter styrtet i Alperne findes der nu kun ni flyve-dygtige eksemplarer i verden af den legendariske ”Tante Ju”, som var tyskernes kælenavn for flytypen før og under 2. verdenskrig.
En af de overlevende flyver i Lufthansas farver. Flyselskabet lod det gennem flere år renovere for et større million-beløb, inden det kom på vingerne igen i 2018 – under stor presse-bevågenhed.
I dag bruger Lufthansa sin Ju 52 til opvisninger ved flyshows og til rundture med særligt indbudte gæster.
Ifølge de schweiziske myndigheder var vejret ellers perfekt til en flyvetur i Alperne. Lørdag var en varm sommerdag med klart solskin og kun nogle enkelte små skyer. Hvad der er årsag til styrtet, vil myndighederne ikke gætte på endnu.
Rednings-aktionen blev indledt med det samme, og den fortsatte i løbet af søndagen. Bl.a. var der fem helikoptere involveret. Ingen overlevende blev fundet i det totalt smadrede fly.
Junkers Ju 52 fløj første gang i 1930 og blev kort efter indsat som passagerfly i den meget unge Lufthansa. Da kunne en Ju 52 flyve 17 passagerer fra Berlin til Rom på otte timer.
Under 2. verdenskrig brugte tyskerne ”Tante Ju” som troppetransport, VIP-fly for bl.a. Hitler og til afsætning af faldskærms-tropper.
Både før og efter krigen ejede det danske luftvåben en Junkers Ju 52. Kollegerne i Schweiz havde tre, som først gik på pension i 1980’erne. En af de tre var HB Hot, der styrtede ned i lørdags….
Skriv et svar