I den forløbne uge havde Lufthansa meget travlt med at reklamere for flyselskabets længste non-stop rejse nogensinde.
Flyveturen gik fra München i Tyskland til Falklands-øerne ud for Argentinas kyst. Ombord på den store Airbus A350-900 var forskere, der skulle bruge Falklands som mellem-station på vej til Antarktis.
På de vind-omsuste og for nogle år siden hårdt omkæmpede øer i Sydatlanten skulle forskerne skifte fra fly til skib, der skulle transportere dem resten af vejen til Sydpolen.
Lufthansas Airbus er for længst vendt tilbage til Tyskland efter den succesrige flyvetur, der varede 15 timer og 26 minutter og tilbagelagde 13.700 kilometer undervejs,
Tyskerne brugte mange tillægsord om rekord-rejser. Uden tvivl var München-Falklands og retur den længste non-stop flyvetur for en Lufthansa maskine nogensinde, men den var langt fra den længste ruteflyvning på globalt plan.
Faktisk ville rejsen på 13.700 kilometer kun give en niende-plads på verdensplan, viser en ny hitliste over dens længste flyruter.
Verdens-rekorden holder Singapore Airlines med sin rute mellem bystaten i Asien og John F. Kennedy International lufthavnen i New York.
Den rejse strækker sig over 15.347 kilometer, hvor man befinder sig i mindst 18 timer og 40 minutter i flyet, når rejsen går fra New York til Singapore. Flyveturen foregår – ligesom Lufthansas – i en Airbus A350.
Corona pandemien har også påvirket denne super-lange rejse – som så meget andet i luftfarten. Ruten genåbnede i november efter flere måneders stilstand på grund af rejse-restriktioner. Bare for kort efter at blive flyttet fra Newark lufthavnen uden for New York til JFK.
Det skyldes, at kun få passagerer tager den lange rejse. I stedet er der større behov for, at Airbussen fyldes op med luftfragt, og til dét formål er JFK bedre egnet end Newark.
Flytningen af lufthavn har så også den behagelige side-effekt for Singapore Airlines, at flyveturen bliver nogle kilometer længere. Flyselskabets verdensrekord bliver dermed endnu mere sikker.
Philippine Airlines flyver også meget langt non-stop mellem JFK og Manila. Ruten har været serviceret flere gange om ugen siden oktober 2018, hvor en Airbus A350 siden tilbagelægger de 13.690 kilometer på 16 timer og 35 minutter. Det er lige nok til at komme med i den globale Top-10.
Grunden til, at jeg tager den med i denne artikel, er, at Philippine Airlines har fløjet længere en enkelt gang i maj sidste år.
Dengang tog flyselskabet en omvej via Miami i Florida, hvilket forlængede non-stop rejseruten til næsten 15.000 kilometer. Det giver en global andenplads.
Manila-Miami flyveturen skulle bringe filippisk personale hjem fra krydstogt-skibe. Den anvendte Boeing 777 var kun halvfyldt og kunne derfor med stærk medvind flyve turen på lidt under 16 timer.
Andre ekstra-ordinære flyrejser på grund af Corona foretog bl.a. Air Tahiti. I marts sidste år droppede flyselskabet sin sædvanlige mellemlanding i Los Angeles og fløj direkte fra Tahiti ude i Stillehavet til Paris i Frankrig. Det endte med en non-stop tur på 15.700 kilometer.
Ligeledes i marts sidste år hentede østrigske Austrian Airlines et antal landsmænd i Sydney i Australien og fløj dem direkte hjem til Sydney. Undervejs tilbagelagde de over 16.000 kilometer nonstop.
Endelig fløj en Virgin Australia maskine den 14. april 2020 non-stop fra Paris til Brisbane i Australien. Den gik over 16.500 kilometer og var på en lignende opgave. Den skulle hente australiere i Europa og flyve dem hjem på grund af første bølge Corona.
Nogle trofaste læsere vil formentlig bemærke, at den ellers meget omtalte direkte rute mellem London Heathrow og Perth i det vestlige Australien slet ikke er nævnt i denne artikel.
Det bliver den nu. Det australske flyselskab Qantas debutterede på den superlange rute for et par år siden. Med 14,899 kilometer er den verdens tredje-længste ”faste” rute, selvom den for tiden er lukket ned på grund af Australiens frivillige isolation fra resten af verden på grund af Corona.
Til sidst lige tilbage til Lufthansas lange rejse fra Tyskland til Falklands og retur. Den havde en besætning på 16 med, der afløste hinanden undervejs.
Ombord på hjemrejsen var også 40 videnskabsfolk fra det tyske forsknings-skib ”Polarstern”, der havde været på arbejde i farvandene omkring Antarktis i adskillige måneder. De skulle hjem fra den evige is ved Sydpolen til snestorm i Tyskland.
Som følge af de skrappe Corona krav i Europa gik flyveturen også over i historie-bøgerne. Retur-flyvningen tog nemlig hele 20 dage, fordi passagerer og besætning måtte tilbringe to uger i karantæne undervejs….
(Indledningsfoto til artiklen: Lufthansa)
Skriv et svar