Jeg kender mange i rejsebranchen, der sidder og ærgrer sig her i pinsen.
Det er naturligvis først og fremmest rejsebureauer og charterselskaber, der ikke kan få lov til at sende danskere andre steder hen end Tyskland, Island og Norge i sommerferien.
Flyselskaber, lufthavne og hoteller går sikkert også med dybe pande-rynker. De får slet ikke det antal udenlandske turister til Danmark, som de havde håbet på.
Et helt tredje sted, man kunne forestille sig, at ordet ”ævv” ligger på læberne, er hos vores nationale turist-bureau VisitDenmark.
Her søsatte man nemlig en ny 21 millioner kroner-dyr kampagne, der skal få danskerne til at holde ferie i deres eget land – præcist dagen før regeringen forlængede sin rejse-anbefaling.
Nu bliver der slet ikke brug for at minde danskerne om, at det er en god idé at holde sommerferie i Danmark. Vi har næsten ikke noget alternativ.
OK – vi kan få lov til at rejse til Norge, Island, Tyskland og Færøerne – og de har bestemt deres kvaliteter. Danskerne plejer bare at have et meget større udvalg af destinationer til deres sommerferie. Ikke mindst længere sydpå.
Så spørgsmålet brænder lidt på tungen, om det ikke er penge spildt at køre en flot kampagne nu for at få danskerne til at blive hjemme i de kommende uger og måneder.
Ifølge de danske tv-stationer går det nemlig helt forrygende nu med udlejningen af ferieboliger i det danske sommerland.
Den nye kampagne har skuespilleren Martin Brygmann som frontfigur, og den finansieres af VisitDenmark sammen med 19 danske destinationer, Dansk Kyst- og Naturturisme samt Dansk Storbyturisme. Med danskernes egne skattepenge altså.
Kampagnen gik i gang lige før pinse, hvor 100 danske bloggere og influencere delte deres danske sommer-oplevelser med hashtagget #baredanmark. Samtidig opfordrede de deres følgere til at gøre det samme.
I de kommende uger følger kampagnen op med tv-spots, annoncer i landsdækkende dagblade, influencers og billboards. Alle med det fælles slogan om, at ”vi bliver bare i Danmark i år.”
”Meget mere end bare Danmark” er et andet gennemgående budskab i kampagnen. Det vil være overskriften i bl.a. mange annoncer.
Kampagnen har et samlet budget på 21 mio. kr., hvoraf Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har bevilliget 10.3 millioner kroner og parterne bag kampagnen har lagt det resterende beløb.
(Indledningsfoto til artiklen: Viggo Lundberg / VisitDenmark)
Skriv et svar