”I øjeblikket har vi 14-15 procent markedsandel i Københavns Lufthavn, hvilket gør os til det tredje-største flyselskab. Norwegian har 18-19 procent, og dem overhaler vi inden for det næste år eller halvanden.”
Ryanairs karismatiske topchef Michael O’Leary speed-snakker sig som altid igennem et kort pressemøde i København, hvor han også beredvilligt stiller op til mere eller mindre pjattede fotografier.
Det sælger alt sammen, og O’Leary er først og fremmest en dygtig forretnings-og marketing-mand. Politiker og diplomat bliver han aldrig med sine altid bramfri og ofte kontroversielle udtalelser.
O’Leary synes f.eks. ikke, at Københavns Lufthavn klarer sig særlig godt. Først problemer med flyveledere og nu kravet om højere lufthavns-afgifter spænder ben for fremgangen i Danmarks største lufthavn.
Hos Ryanair ligger København f.eks. kun i indeks 85 i passagertal i forhold til før Corona. På europæisk basis ligger det irske lavpris-selskab 30 procent over 2019 – altså indeks 130.
Under normale omstændigheder ville Ryanair smække med døren og sige tak for denne gang. Det gør Ryanair slet ikke denne gang,
Tværtimod udnævner Ryanair København til at være sin 92. base og åbner fire nye ruter. To af dem er allerede i gang, mens de to andre kommer i december.
Forklaringen er ganske enkel:
”Vores to hoved-konkurrenter viser svagheder, og den situation vil vi lynhurtigt udnytte. Norwegian kører med underskud, mens SAS fortsat ligger i betalingsstandsning. Det giver Ryanair fine muligheder for at ekspandere, fordi vil sælger vores flybilletter meget billigere,” fortæller Michael O’Leary til Trends & Travel.
Ryanair regner således med at vokse fra i øjeblikket 2,3 millioner passagerer om året til og fra København til godt tre millioner i 2024.
Norwegian kan vi godt overhale, så vi bliver nummer to i København. SAS kan vi nok ikke nå, medmindre SAS falder sammen. I så fald kan vi blive det største flyselskab i den danske hovedstad. Præcist, som vi allerede er det i Billund, der er den næststørste lufthavn i landet,” vurderer Ryanairs topchef.
Ryanairs direkte angreb på SAS ses også af, at selskabet indretter sin ruteplan med mange afgange tidligt om morgenen og tidligt på aftenen.
Det er tidspunkter på dagen, som traditionelt er populære hos forretningsfolk. SAS’ tidligere kernekunder.
Når en lufthavn bliver udnævnt til base, betyder det, at et flyselskab placerer et antal fly fast på adressen. I Ryanairs tilfælde bliver det to af selskabets ældre Boeing 737 NG.
”Ryanair regner ikke med, at København kan fylde selskabets større og nyere Boeing 737 MAX-200 eller de fremtidige 737 Max-10 sådan lige med det samme.
En base betyder også, at flyselskabet ansætter et større antal mennesker i forbindelse med lufthavnen. Det kan være både piloter, kabine-personale, teknikere og servicefolk.
I Københavns tilfælde vil det være omkring 100 ansatte, som Ryanair alle har en overenskomst med.
Traditionelt er Ryanair næsten altid oppe at slås med fagforeninger, men her i landet er alt på plads med bl.a. Dansk Metal, så de nye folk i København bliver ansat på samme vilkår som deres kolleger i Billund.
Med de fire nye ruter til Düsseldorf, Paris, Warszawa og Faro i Portugal kommer Ryanair op på i alt 24 til og fra København. Går de så godt som forventet, er Ryanair parat med flere.
Ud over de fire nye ruter øger Ryanair også antallet af afgange til sine to polske destinationer Gdansk og Krakow.
Ryanair regner med at få de sidste aftaler på plads med Københavns Lufthavn om ganske kort tid. Derefter vil de mange nye afgange foregå fra lufthavnens lavpris-finger ”CPH Go.”
Sidst Københavns Lufthavn var en base for Ryanair var tilbage i 2015. I mellemtiden har Billund fået base-status og har ligesom København to fly fast stationeret. Derudover flyver Ryanair til Aarhus og Aalborg.
For at fejre sit comeback i København tilbyder Ryanair sit velkendte udsalg. I dette tilfælde er det 50.000 one-way billetter til 229 kroner.
De skal bookes senest torsdag den 24. august og benyttes i perioden mellem den 1. november og den 10. december. Billetterne kan kun bestilles online og kan bruges både i Billund og København.
Ryanair er i øvrigt Europas hurtigst voksende flyselskab. I regnskabs-året 2023/24 regner Ryanair med at transportere 184 millioner passagerer. I 2019 var det 149 millioner.
Det gør ikke kun Ryanair til Europas største lavpris-selskab, men formentlig største flyselskab i det hele taget. I hvert fald, når man måler i passagertal.
Den position har Michael O’Leary og co. tænkt sig at udbygge kraftigt i de kommende år. I 2030 venter Ryanair således at have 300 millioner passagerer.
De skal bl.a. placeres i 300 nye Boeing 737 Max-200 og Max-10 fly, som Ryanair har bestilt. I øjeblikket har selskabet 588 maskiner i flåden….
(Indledningsfoto til artiklen:Trends & Travel)
Skriv et svar