Corona-pandemien efterlod tydelige aftryk på danskernes ferie-adfærd i 2020. Rigtigt mange måtte aflyse udlandsferien og i stedet tilbringe ferien i eget land. Flere sprang sågar ferien helt over.
I 2020 var 65 procent af danskerne dog på mindst én ferie med overnatning. Det var 20 procent færre end året før. Da var 85 procent på rejse.
Det viser den årlige analyse af danskernes ferie-adfærd, som organisationerne Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark har foretaget.
Sidste år var det især kyst- og naturferier, der trak danskerne hjemmefra, når de ikke måtte tage til udlandet. Rejse-begrundelser som afslapning, tryghed og natur var i højsædet.
Samtidig er Danmark generelt det rejsemål, hvor danskerne føler sig mest trygge. 73 procent af de adspurgte mener i høj eller meget høj grad, at Danmark har haft en ansvarlig tilgang til Corona-situationen.
I takt med, at flere og flere grænser genåbner, og irriterende rejse-restriktioner forsvinder, har danskernes ferieplaner ændret sig meget på det seneste:
Vi har ikke så stor lyst til at besøge danske destinationer for andet år i træk: Lidt over hver anden danske planlægger derfor at holde sin ferie i udlandet her i 2021. Især Tyskland, Sverige, Spanien og Italien trækker, vurderer analysen.
Knap den anden halvdel vil blive i Danmark i sin sommerferie. Det svarer til 2,7 millioner danskere, der skal ud at finde sommerhus, hotel, hostel, campingplads eller privat feriebolig via f.eks. Airbnb her til sommer.
Ifølge undersøgelsen vi 36 procent af danskerne vente med at booke ferien til sidste øjeblik. De vil lige se, hvordan Corona situationen udvikler sig i de kommende uger op til sommerferien.
Hver tredje dansker – 34 procent – siger, at de er usikre på, hvorvidt de overhovedet vil tage ud at rejse de kommende 12 måneder.
Bæredygtighed er fortsat et vigtigt emne for danske turister, men Corona har sat pause på udviklingen i de miljø-rigtige rejse-intentioner i årets måling.
Andelen af de såkaldte grønne idealister, som vægter bæredygtighed højt i valget af næste ferie, er i 2021 faldet med 6 procent til 18.
Til gengæld svarer hele 45 procent, at bæredygtige eller miljømæssige hensyn vil få betydning for deres kommende ferie.
Danskere vurderer i øvrigt deres eget land som det mest bæredygtige rejsemål at tage til. Det sker ud fra en række parametre som f.eks. hygiejne-standarder, økologiske fødevarer, grønne og bæredygtige løsninger, en passende turist-mængde og gode muligheder for at cykle….
(Indledningsfoto til artiklen: Febiyan / Pixabay)
……….
Skriv et svar