Selvom den europæiske luftfarts-industri knap nok er kommet helskindet igennem to års Corona pandemi, dukker de første prognoser op om, at vi kommer til at flyve mere end nogensinde før i de kommende år.
Antallet af passager- og fragt-flyvninger over Europa vil vokse fra 11 millioner i 2019 til 16 millioner i 2050. Det er en stigning på hele 44 procent.
Prognosen stammer fra Eurocontrol, der koordinerer flyvelederne i Europa og derfor har styr på, hvor mange og hvilke civile fly der bevæger sig i luftrummet over vores del af verden.
Allerede i år regner Eurocontrol med, at 9,3 millioner passagerfly vil bevæge sig over Europa. Det er ved at være tæt på niveauet fra 2019 før Corona og tilsyneladende realististisk af to grunde:
Dels påvirker Ukraine krigen endnu ikke luftfarten synderligt i Europa. Dels er især nordeuropæerne helt vilde efter at komme ud at rejse igen.
Eurocontrol arbejder med flere scenarier for, hvordan luftfarten vil udvikle sig i de næste 28 år. Den mest optimistiske siger 19,6 milllioner flyafgange i 2050. Det vil svare til 43.700 om dagen eller 13.400 flere end i 2019 – altså det seneste normale år inden Corona.
Nogle politikere og især klima-aktivister vil formentlig se rødt, når de læser disse nye tal fra Eurocontrol.
De passer nemlig meget dårligt sammen med bestræbelserne om at få flyttet flere rejsende fra fly til tog. Eller forretningsfolk til at bruge video-konferencer på pc’en i stedet for fysiske møder.
Begge ting er blevet begunstiget af pandemien, Desuden forsøger politikere i f.eks. Frankrig og Tyskland at forbyde de fleste indenrigs-flyvninger til fordel for mere miljørigtige lyntog.
Hvis denne enorme fremgang i antal flypassagerer skal være klima-mæssig forsvarlig, vil det kræve, at udviklingen af meget mindre forurenende flymotorer skrider hurtigere frem end i dag og/eller produktionen af bio-brændstoffer (SAF).
Sammen med EU har flyselskaberne ganske vist forpligtet sig til at være Nul CO₂ udledende i 2050, men Eurocontrols tal afslører, at den udvikling vil blive overhalet længe inden på grund af den hurtigt stigende interesse for flyrejser.
Til gengæld er udviklingen ren honning på tungen for Airbus og Boeing. Efter et par sløje år kan de se frem til, at der bliver brug for titusinder af nye passagerfly i de næste par årtier….
(Indledningsfoto til artiklen: Steve001 / Pixabay)
.
Skriv et svar